Heller ikke sjette gang var lykkens gang. VW i Danmark har opgivet at sælge sedanudgaven af Golf.
Jetta, som modellen hedder i nyeste version, er i al stilhed udgået af det danske modelprogram efter meget dårlige salgstal.

Men i den lille mellemklasse er det nærmest umuligt at sælge biler med ”udvendigt” bagagerum. Heller ikke selv om Jetta voksede og blev mere elegant ved det seneste modelskifte.
"Ud af Golfs skygge"
”Volkswagens Jetta kommer nu i sjette generation, men til forskel fra forgængerne træder den nye Jetta ud af skyggen fra Golf og ind i rollen som selvstændig sedan med smuk linieføring og selvtillid,” hed det ellers i en pressemeddelelse, da Jetta blev lanceret i 2011.
Men Jettas salgstal har ligget på en meget lille brøkdel af Golf hatchbacks.
14 Jetta, 2.100 Golf
I første halvår af 2013 blev der solgt blot 14 Jetta’er mod 124 Golf Plus, 64 Tiguan, 123 Beetle og 2.105 Golf hatchback og stationcar.
Der er ikke blevet indregistreret en ny Jetta siden september sidste år.
VW har vist konceptudgaven til den næste Jetta under navnet New Compact Coupé. Om de lidt mere coupé-agtige linjer er nok til at gøre bilen interessant for danske købere, må tiden vise – hvis den danske importør overhovedet vil binde an med modellen igen efter så mange fusere.