Mange sejler med Mols-Linien

Sejlturen mellem Jylland og Sjælland trækker stadig flere bilister til. I år er fremgangen for Mols-Linien på ti procent i antal overførte personbiler.

Foto: Torben Arent
Trafik

Det går godt for Mols-Linien. I hvert fald strømmer kunderne til færgeruten over det sydlige Kattegat.

I årets første syv måneder er trafikken med personbiler steget ti procent.

Belægningsprocent stiger mindre

Stigningen i personbilstrafikken er dobbelt så stor som på Storebæltsbroen, hvor den har været på fem procent i år.

En del af stigningen hos Mols-Linien ser ud til at komme fra indsættelsen af flere afgange. Antallet af biler pr. tur er nemlig steget noget mindre, lidt under fire procent.

Motortrafikvej hjælper

Mols-Linien – og bilisterne der vil med færgen – er blevet begunstiget af den 25 km lange motortrafikvej, der i december 2013 forbedrede turen til havnen på Sjællands Odde markant.

Selv om motortrafikvejen altså også var åbnet i 2014, som 2015-stigningen beregnes ud fra, er det tænkeligt, at den gode vejforbindelse fortsat bliver ved med at lokke kunder til.

Også økonomisk holder rederiet sig pænt oven vande efter nogle turbulente år. Selskabet, som muligvis er ved at blive solgt, forventer et overskud i år på 50-60 mio. kr.