Det er en politisk målsætning, at Danmark skal være uafhængig af fossil energi i 2050. Samtidig er vi klar til at påtage os et ambitiøst 2030-klimamål for den ikke kvoteregulerede sektor - det der i daglig tale kaldes biler, boliger og bønder.
Tanken er at elektrificere Danmarks energiforsyning med grøn strøm fra vindmøller. Derfor har der i en årrække været en række afgiftsmæssige incitamenter, der har skullet fremme salget af elbilerne. De har været fritaget fra Europas højeste registrerings- og ejerafgifter. Energistyrelsen gav direkte tilskud til flådeejere som kommuner og udlejningsselskaber, hvis de købte elbiler, el til elbiler kunne også nyde godt af processtrømordningen, og en række større byer etablerede særlige p-pladser til elbiler.
Teslas succes blev en trussel
Alle disse tiltag bevirkede, at salget af elbiler steg fra 50 biler om året i 2010 til 4.326 i 2015. Så medicinen virkede. Eller gjorde den? For indtil 2015 var det kun hver fjerde elbil, som blev købt af en privat forbruger. Resten blev købt af flådeejere.
Men så kom ”game changeren” - luksus-elbilen Tesla S, og salget til private fik fart på. Nu var det endelig forbrugerne, som aftog de fleste biler. Teslaen var ubetinget den elbil, der gav mest værdi for pengene. Sådan er det jo med en fritagelse fra en værdiafgift. Så er det jo den dyreste vare, som bliver den økonomisk mest attraktive.
Succesen med Teslaen blev dog politisk uholdbar. For pengene til afgiftsfritagelsen var hentet inden for området, som det hedder. Det betød, at det indtil 2015 var helt almindelige ejere af dieselbiler, som via en højere udligningsafgift finansierede de afgiftsfrie Teslaer.
LÆS OGSÅ: Stop afgiftsstigningen på elbiler
Med afgifterne gik elbilsalg i stå
Med andre ord kunne det blive meget dyrt for statskassen eller de øvrige bilejere, hvis Teslas succes fortsatte. Løsningen blev derfor en gradvis indfasning af registreringsafgifter på elbiler: 20 pct. af fuld afgift i 2016, 40 pct. i 2017, indtil der er fuld afgift i 2020.
Resultatet lod ikke vente på sig. I 2016 faldt elbilsalget med 70 pct., og i januar i år er der indtil videre indregistreret 13 elbiler, hvoraf otte er golfvogne.
Det er så lidt, at hele bestanden af elbiler i Danmark nu også er begyndt at falde. Finansieringen til den delvise afgiftsfritagelse? Ja, den kom igen inden for området. Fradraget for radio blev reduceret i 2016 og faldt helt bort i 2017. Så der triller godt 200 mio. kr. ekstra ind i statskassen om året på den øvelse.
Elbilmarkedet kortsluttede altså, før det rigtig kom i gang. I hvert fald for de elbiler, som også almindelige forbrugere kan købe. Samtidig blev beskatningen af andre biler øget, selvom det er en uomgængelig sandhed, at biler i forvejen er kraftigt overbeskattede i Danmark.
Brug for et nyt afgiftssystem
Men hvad er så løsningen, hvis ikke vi kan få de ”almindelige” elbiler på vejene med hverken de værdibaserede registreringsafgifter eller en fritagelse herfra?
Ja, det er den samme løsning, som løser stort set alle andre problemerne på det danske bilmarked: En løbende, teknisk baseret afgift, som beskatter bilen efter dens sikkerheds- og miljøegenskaber. Kun på den måde undgår vi den stop-and-go-politik vi har set, hvor man fra politisk hold prøver at fremme elbiler. Og som i sidste ende alligevel rammer skævt med store omkostninger for de resterende bilejere.
Tager man flere tekniske kriterier i spil, eksempelvis CO2-udledning og vægt, er det faktisk muligt at minimere beskatningen af almindelige elbiler.
Samtidig bør politikerne erkende, at det ikke giver mening at opretholde samme høje afgiftsprovenu. I takt med at biler bliver mere miljøvenlige og sikre, bør afgifterne også falde.
LÆS OGSÅ: Tid til kursskifte for bilafgifter
FDM har foreslået, at afgifterne på elbiler fastfryses på 2016-niveau og at 2017 bruges til den nødvendige grundlæggende afgiftsreform. Sker det ikke snarest, bliver der ekstremt vanskeligt og i sidste ende ekstra dyrt for forbrugerne, at foretage den grønne omstilling for personbilstransporten. Og det er nødvendig for, at vi kan nå de politiske klimamål.
Hvad mener du, der kan gøres for at skabe gang i elbil-salget? Skriv din kommentar herunder: