Det er langt flere end en halv million biler fra Volkswagen-gruppen, der har den potentielle ”snydechip”, som har bragt den tyske koncern ganske alvorligt i fedtefadet.
Den halve million er det antal, som de amerikanske miljømyndigheder er sikre på, har en ulovlig funktion, som kan snyde under miljømålinger.
11 mio. har EA189 dieselmotor
Nu har Volkswagen opgjort, at ca. 11 mio, biler på verdensplan har den samme software. Det drejer sig om dieselmotoren af typen EA189.
Volkswagen går ikke i detaljer med, hvor i verden bilerne er solgt, eller hvilke modeller, der er tale om. Men da firmaet langt overvejende sælger diesel-personbiler i Europa, kan det være en væsentlig del af bilerne, der kører i Europa.
Produceret siden 2009
Dieselandelen i USA er lille, og dieselbiler sælges slet ikke på verdens største bilmarked, Kina. I Indien sælger Volkswagen nogle gennem Skoda.
EA 189 har været i produktion fra 2009 til i år.
Volkswagen siger, at ”for majoriteten af disse motorer har softwaren ingen effekt” og tilføjer, at den pågældende software ikke påvirker køreegenskaber, forbrug eller emissioner.
Aktier faldt ca. 35 procent
Men softwaren har i ekstrem grad påvirket Volkswagen anseelse og økonomi. På første hverdag efter at skandalen brød ud, har aktierne tabt 20 procent i værdi, og tirsdag faldt de yderligere 17 procent. Det svarer til, at i omegnen af 130 mia. kr. er forsvundet på to dage.
Firmaet meddeler samtidig, at man har sat 49 mia. kr. til side til at dække mulige tab.
SE OGSÅ: Miljømålinger har længe været upræcise