Udgifterne til brændstof udgør hos de fleste en ikke ubetydelig post på kør selv-feriens budget. Men selv om oktantallet er ens på tværs af landegrænserne, er det langt fra tilfældet med prisen på de dyre dråber.
Blandt de dyreste lande i Europa at tanke bilen op i er Holland, Sverige, Norge og Italien. I støvlelandet er den aktuelle officielle listepris på en liter 95 oktan benzin eksempelvis på 13,38 kroner. Til sammenligning koster samme benzin i Østrig, der er blandt de billigste lande at tanke i, blot 10,22 kroner. Går turen sydpå til Italien, kan man altså med fordel tanke bilen i Østrig, hvor man på en tank på 50 liter 95 oktan benzin altså aktuelt kan spare over 150 kroner.
”Det kan ikke betale sig at køre en omvej efter billig benzin på ferien. Men er benzinnålen ved at være i bund, kan det være værd at overveje på hvilken side af grænsen, det bedst kan betale sig at tanke bilen op. Derfor er det også en god idé at undersøge prisniveauet i de forskellige lande inden afrejse,” siger feriekonsulent i FDM Frederik Valmin og tilføjer:
”Derudover skal man huske, at man sjældent finder de lave priser på stationerne langs motorvejene. Man kan derfor med fordel køre fra motorvejen og et par kilometre ind i landet.”
Den største besparelse finder man imidlertid ikke på tankstationen men bag rattet i bilen. Det er nemlig i bilistens kørestil, der er allermest at hente.
”Kørestilen er den faktor, der er mest afgørende, hvis man ønsker at spare på brændstofudgifterne. Her kan selv små ændringer mærkes. Mange er eksempelvis ikke klar over, at brændstofforbruget stiger med op til 20 procent, hvis man kører 130 km/t i stedet for 110 km/t, og at et for lavt dæktryk på bare 0,5 bar kan betyde en forskel på 10 procent,” siger chefinstruktør på FDM Sjællandsringen Søren Holten Jacobsen.
Ifølge ham skal der bare små ændringer i kørestilen til, for at man kommer lidt længere på literen.
Se den aktuelle oversigt over brændstofpriser i Europa på www.FDM.dk/kør-selv-ferie
Sådan kommer du lidt længere på literen
• Tilpas farten. En forøgelse af hastigheden fra 110 km/t til 130 km/t kan nemt forøge brændstofforbruget med op til 20 procent
• Tjek dæktrykket. Det er ikke bare afgørende for din sikkerhed. Et for lavt dæktryk på bare 0,5 bar kan nemt betyde et merforbrug på 10 procent
• Skal cyklen med på ferie, så spænd den bagpå bilen og ikke oven på
• Kør i så højt gear og med så lave omdrejninger som muligt
• Vær forudseendende i trafikken og hold en konstant fart. Opbremsninger og accelerationer gør bilen tørstig