Der bliver ikke tale om, at Bornholmerfærgens relativt nye hurtigfærge Leonara Christina bliver ’virksomhedsoverdraget’, når Mols-Linien 1. september 2018 overtager ruterne til og fra Bornholm.
Kattegat-rederiet vil indsætte en nybygget, specialdesignet færge på ruten Rønne-Køge. Mols-Linien har bestilt en fragt- og passagerfærge hos finske Rauma Marine Constructions. Den 158 meter lange færge med plads til 400 passagerer og får 1.500 meter vognbane skal indsættes 1. september 2018.
På Rønne-Ystad-overfarten indsættes to hurtigfærger af samme type, som rederiet anvender på Kattegat.
Det oplyser Mols-Linien i forbindelse med, at rederiet har indgået den endelige kontrakt med Transportministeriet. Kontrakten gælder i mindst ti år.
To hurtigfærger med 400 biler hver
Leonara Christina, der blev sat i drift i 2011, har plads til 350 personbiler. De Incat-færger, Mols-Linien sejler med, har plads til lidt over 400.
Mols-Linien har to Incat-hurtigfærger og en tredje er bestilt til levering i 2017. Senest er en fjerde hurtigfærge af samme type bestilt til levering ved årsskiftet 2018/2109.
Om det bliver nye eller eksisterende hurtigfærger, der skal bruges til Bornholm, kan Mols-Liniens direktør, Søren Jespersen, endnu ikke sige.
Halvering af billetpriser
Derimod vil han godt love en halvering af billetpriserne. I gennemsnit sænkes priserne med 51,15 procent fra 2018, og direktøren siger, at bilisterne også i praksis kan se frem til mindst en halvering af næsten alle billettyper.
Det er endnu uafklaret, hvilket navn det kommende rederi vil sejle under. Det bliver i hvert fald ikke Mols-Linien, blev det fastslået under Folkemødet på Bornholm.