Mobilen kan gøre kør selv-ferien uventet dyr

Tablets og mobiler er ofte fast inventar på bagsædet, når børnefamilien kører på ferie i udlandet. Selvom der er åbnet for brug af mobil og tablet i udlandet i mange abonnementer, skal du passe på ikke at overskride grænsen for dataforbrug, det kan nemlig koste dyrt.

Foto:FDM
Pressemeddelelse

Turen afsted på sommerferie kan særligt for de mindste være lang. Her kan underholdning på tablets og smartphones på bagsædet lette rejsen. Men når kør selv-turen går ned gennem Europa, er det en god idé at tjekke, om dataroaming også er slået fra på børnenes udstyr. For en køretur på tværs af grænser kan blive dyr i data, hvis man ikke er opmærksom på, at spil, musik og videoer kan være koblet til internettet.

”Tablets og mobiler har i høj grad erstattet dvd’en på bagsædet. På de lange motorvejsstrækninger kan det være med til at skabe ro på bagsædet, så man kan fokusere på trafikken. Men de kan også være dyre at bruge, hvis man glemmer, at slå dataroaming fra. Alternativt kan man vælge at sætte børnenes udstyr i flytilstand, så lukker man helt af for data. Samtidig bruger udstyret også mindre batteri,” siger Frederik Valmin, feriekonsulent hos FDM.

Mange rastepladser og restauranter har fri adgang til Wi-Fi. Her kan børnene hente apps og tjekke de sociale medier, imens man holder pause. På den måde sparer man på brugen af data. Nogle lande har også oversigter med tankstationer og deres services. For eksempel kan man på maps.rast.de se, hvilke tankstationer der tilbyder fri Wi-Fi i Tyskland.

”Pauser er en vigtig del af det at køre på ferie. Her skal man huske at få lidt frisk luft og noget at drikke og spise, så tiden ikke kun går med telefoner og spil. Når man er i bilen, skal man tænke på, at man risikerer at blive køresyg af at kigge meget ned. Desuden misser man de steder, man kører i gennem,” siger Fredrik Valmin.

Det er en god ide at undersøge betingelserne for brug af data i udlandet i sit mobilabonnement, inden man tager på ferie. Nogle mobil- og bredbåndsabonnementer giver mulighed for at hente data uden, at der opkræves ekstra betaling, men det er ikke alle. Vil man sikre sig, at man ikke får uventede regninger efter ferien, er det derfor godt at vide, hvor meget man kan bruge. På sin telefon kan man ofte følge sit forbrug.

FDM har samlet en oversigt over, hvor meget data det kræver at se videoer, hente spil og bruge Facebook. Læs mere her.