Knap nok er den nye Opel Corsa sendt på banen, før den sportslige topmodel kaldet OPC står og vrinsker i stalden med sine mange heste.
Opel frigiver nu data og fotos af den iltre model, som får premiere på Genève-udstillingen til marts og kan leveres i Danmark sidst i maj.0-100 på 6,8 sekunder
Den nyeste Corsa OPC overgår forgængeren med sine 207 hk og en accelerationstid fra 0-100 km/t. på 6,8 sekunder.
I motorrummet ligger en 1.6 benzinturbo, der ud over de 207 hk kan bryste sig af et drejningsmoment på 245 Nm mellem 1.900 og 5.800 omdrejninger pr. minut. Yderligere 35 Nm er kortvarigt til rådighed, f.eks. ved overhalinger, så momentet kan nå 280 Nm.
Topfarten opgives til er 230 km/t. og det officielle forbrugstal til 13,3 km/l.
Elektronisk styret undervogn
Støddæmperne har et ekstra oliekammer. En elektronisk styret ventil regulerer tilgangen af olie til det ekstra kammer afhængig af belastningen på støddæmperne – og bestemmer på den måde hvor hård undervognen skal være. Ifølge Opel er det derfor muligt at få en affjedring, der er både komfortabel og sportslig afhængig af kørestil og underlaget.
En ”performance-pakke” med mekanisk spærredifferentiale, 18 tommer fælge og high-performance bremser kan tilkøbes for 60.000 kr.
Uden dette ekstraudstyr er prisen på Corsa OPC 314.000 kr.