Skiltet bliver måske ikke holdt lige så højt som normalt, men til gengæld lyser øjnene af stolthed og glæde. For når landets bedste racerkørere stiller til start, og når publikum får lov til at hilse på kørerne i forbindelse med det såkaldte gridshow, vil den traditionelle ’gridgirl’ være udskiftet med ’grid kids’.
”Vi har en ambition om at give alle børn uanset diagnose, en oplevelse for livet. Så da der kom opbakning fra kørerne besluttede vi sammen med FDM DTC at lade børn med en kronisk sygdom få lov til at vise bilerne frem til gridshowet i den her DTC-sæson. Børnene synes, at det er en kæmpe oplevelse at mærke det hele fra inderkredsen. Det betyder rigtig meget for dem”, siger Dan Crohn, Motorsport for Life. Han er én af de frivillige, der arbejder med at skabe unikke motorsportsoplevelser for børn med en kronisk sygdom.
Det startede egentlig med, at DTC-køreren Molly Pettit ønskede at give nogle kronisk syge børn en særlig oplevelse. Derfor skiftede hun de klassiske grid piger ud med børn fra Motorsport for Life. Og det rygtes hurtigt blandt kørerne, som én efter én også begyndte at efterspørge muligheden.
”Vi synes, at det er fantastisk, at vi kan være med til at give nogle skønne børn en særlig oplevelse. Især Grid Showet er meget populært, fordi publikum får mulighed for at hilse på deres favoritkører og se racerbilerne på tæt hold. Det er det, der gør dansk motorsport til noget særligt og meget folkeligt, fordi kørerne har overskud til at hilse på deres fans”, siger direktør i FDM DTC Jesper Carlsen.