Åh nej. Endnu en kunde. Det bliver dyrt.
Hos Fiat og partneren Chrysler burde de ikke blive glade, når det i fremtiden lykkes at sælge en eldreven Fiat 500. For hver bil, der bliver solgt, koster det firmaet 60.000 kr. selv om salgsprisen også bliver skyhøj.
Oplysningen om det voldsomme underskud stammer fra Fiat-chef Sergio Marchionne.
- Økonomien i elbiler hænger ganske enkelt ikke sammen, selv om vi vil sælge dem for en pris, der er tre gange højere end for normale versioner, siger Marchionne til branchebladet Automotive News.
60.000 kr. er omtrent det samme som fabriksprisen for en almindelig Fiat 500.
Både Fiat og Chrysler skal sælge den
Det økonomiske problem bliver større af, at Fiat har lovet sit amerikanske datterselskab, Chrysler, at dette selskab må sælge den elektriske 500 i USA.
Men trods alt skal 500 BEV bygges i beskedne styktal i forhold til den almindelige 500.
Selv om det er en dyr fornøjelse, fortsætter Fiat med projektet, især for at opbygge viden om elbiler. Desuden tæller det de næste år rigtig godt i bilkoncernernes CO2-regnskab, at de har elbiler i programmet.
Fiat 500 BEV ventes til salg fra 2012 i USA og fra 2013 i Europa. Alle elektriske 500-modeller bygges af Chrysler i Mexico.