Kina fylder mere og mere hos Volvo. Ikke alene stiger salget solidt på verdens største bilmarked, en stadig større del af produktion og udvikling skal også foregå i riget i midten.
Nyeste udvikling er, at Volvos første rene elbil skal fremstilles i Kina, kunne Volvos administrerende direktør Håkan Samuelsson fortælle ved åbningen af Auto Shanghai 2017-udstillingen.
Det vil ske fra 2019, og bilen vil blive solgt både i Kina og i resten af verden.
To elbiler inden længe

En større elektrisk 60-model vil følge hurtigt efter, formentlig i 2019 eller 2020. Den skal formentlig bygges i Sverige.
Volvo har som mål, at der i 2025 kører mindst en million elektriske Volvoer på verdens veje, både rene elbiler og opladningshybrider.
Verdens største elbil-marked
Kina er valgt som produktionssted, da det er verdens markant største marked for elbiler, og den kinesiske femårsplan kræver endnu flere ’new energy’-biler.

Næste S90 udvikles i Kina
Samtidig annoncerer Volvo, at udviklingen af S90 vil blive flyttet fra Sverige til Kina. Det er første gang, at det kinesisk ejede mærke flytter udvikling af en model væk fra Sverige.
Da Motor spørger mærkets nyudnævnte forsknings- og udviklingsdirektør Henrik Green, hvor meget mere udvikling der kan være i S90, lyder svaret, at der er tale om næste generation S90 – en model der formentlig kommer om syv år.
Tre Volvo-fabrikker i Kina
Volvo er netop nu ved at flytte produktionen af bilen fra Sverige til Kina for at frigive plads i Europa til fremstilling af de efterspurgte XC-modeller. S90 – både den normale og den forlængede – skal fremover eksporteres fra Kina til Europa, Nordamerika og øvrige markeder.
Volvo er for tiden ved at opføre sin tredje fabrik i Kina.