Det kan fremover blive både dyrt og afgørende for bilejere at tabe en sag i en af landets byretter. Et nyt lovforslag lægger nemlig op til at hæve beløbsgrænsen for, hvor meget en sag skal omhandle, før man kan anke en afgørelse til landsretten. I dag er den grænse 10.000 kroner, men den foreslås nu hævet til 50.000 kroner.
Forslaget møder dog kritik hos FDM, som kalder det både retssikkerhedsmæssigt betænkeligt og meget udansk.
”Der er ikke bare tale om en svækkelse af forbrugerrettighederne. Det er også et klart brud på et fundamentalt retsprincip om, at man kan få prøvet sin sag ved to instanser. Derfor ser vi i FDM med bekymring på forslaget, som risikerer at ramme alle forbrugere herunder bilejere, der er blevet snydt i enten en bilhandel eller en dyr reparation med store økonomiske følger,” siger leder af FDMs juridiske rådgivning Per Alkestrup.
Han henviser til, at næsten hver tredje af de byretsafgørelser, der ankes, efterfølgende bliver ændret i landsretten.
Når ankegrænsen foreslås hævet, skyldes det et ønske om at effektivisere arbejdet i landsretten og forkorte sagsbehandlingstiden. Konsekvensen er dog, at en stor del af de sager, som almindelige forbrugere er involveret i, ikke længere kan indbringes for landsretten.
”Vi har naturligvis forståelse for, at man forsøger at effektivisere, hvor man kan. I tilfældet her mener FDM imidlertid, at der er tale om en spareøvelse, der bryder med grundlæggende principper. Desuden viser en undersøgelse, der ligger til grund for forslaget, at besparelsen vil være minimal. Ifølge den vil man kunne spare knap 4,5 millioner kroner om året, hvis man vel og mærke hæver ankegrænsen til 100.000 kroner og ikke kun det halve som foreslået. Det er et meget beskedent provenu for at forringe forbrugernes retssikkerhed,” siger Per Alkestrup og tilføjer:
”Derudover peger undersøgelsen på, at en højere ankegrænse vil få flere til at søge Procesbevillingsnævnet om lov til at prøve deres sag ved en højere instans. Det kræver selvsagt ekstra ressourcer hos nævnet at behandle disse. Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet opnår nogen besparelse eller effektivisering.”
FDM foreslår i stedet, at man nøjes med at pristalsregulere den nuværende grænse på 10.000 kroner, da den ikke har været reguleret de senere år.
Høringsfristen for forslaget udløb sidste fredag og forventes fremsat i anden halvdel af februar.