Stjernerne dryssede også i 2013 ned over de sammenkrøllede biler hos Euro NCAP. I alt 23 af årets 32 crashtestede biler opnåede således de maksimale fem stjerner i de europæiske bilklubbers sikkerhedssamarbejde.
Syv biler klarede crashtesten til fire stjerner, mens varebilen Mercedes Citan, der er testet som personbil men i Danmark kun fås som varebil, og Nissan Evalia med hver tre stjerner, slap dårligst fra mødet med testmuren. Det lykkedes dog Mercedes Citan at hive en fjerde stjerne i hus i en omtest sidst på året efter diverse forbedringer.
Selvom flertallet af bilerne altså klarede crashtesten til fem stjerner, gjorde enkelte biler dog en bedre figur end andre. Det viser Euro NCAPs årlige oversigt over 2013s dukse i forskellige bilklasser.
For danske bilkøbere er toppen af listen dog ikke videre interessant. Således hører flere af bilerne til i den absolut dyre ende, hvis de overhovedet forhandles i Danmark. Det gælder eksempelvis årets samlede topscorer, kinesiske Qoros, der end ikke forhandles i Europa endnu.
Listen er dog først og fremmest udtryk for et stærkt felt, hvor velkendte ’dansker-biler’ som Peugeot 308, Skoda Octavia og Mazda 3 følger lige efter sidste års topscorere.
”Det er naturligvis glædeligt, at hovedparten af de testede biler i 2013 opnåede fem stjerner. Det vidner om, at biler bliver stadig mere sikre, og at bilproducenterne arbejder målrettet på hele tiden at kunne imødekomme Euro NCAPs stadig skrappere krav til sikkerheden i nye biler,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP Søren W. Rasmussen.
Han tilføjer:
”Der, hvor vi ser den store udvikling inden for sikkerhed i øjeblikket, er på de avancerede systemer som eksempelvis elektroniske nødbremser, som fra 2015 bliver en del af Euro NCAPs krav til femstjernet biler. Det er udstyr, der findes allerede i dag, men som i Danmark er så afgiftsbelagt, at det får mange til at fravælge udstyret. Det understreger behovet for en omlægning af de danske bilafgifter,” siger Søren W. Rasmussen.
Læs mere om Euro NCAPs test af de forskellige biler på www.FDM.dk/crashtest
De sikreste biler i de seks klasser i 2013 er:
• Renault Zoe (elbil) - minibil
• Qoros 3 – lille mellemklassebil
• Lexus IS 300h (hybridbil) – stor mellemklassebil
• Kia Carens og Ford Tourneo Connect - MPV
• Jeep Cherokee - SUV
• Maserati Ghibli - luksusklasse