Det kan forekomme lidt ulogisk - og måske endda uhøfligt over for værten - men Volkswagen valgte oliestaten Qatar som skueplads for verdenspremieren på sin nye miljøbil, XL1.
Det er en bil, der skal gøre verden mindre afhængig af oliesheiker.Men der var pomp og pragt og tilstedeværelse af både emiren af Qatar, Hamad bin Chalifa Al Thani, og Volkswagens grand old man, Ferdinand Piëch, da VW XL1 blev præsenteret på Qatar Motor Show.
Tocylindret diesel
XL1 er en topersoners bil med superletvægts karrosseri, en tocylindret dieselmotor med 48 hestekræfter, en elmotor med omregnet 27 hestekræfter, syvtrins DSG-gear og et batteri, der rækker til 35 kms elektrisk kørsel. Batteriet kan lades op fra elnettet.
Denne kombination giver en officiel brændstoføkonomi på 111 km pr. liter svarende til 24 gram CO2 pr. km. Disse helt forrygende tal ser dog ud til at være en sandhed med modifikationer.Opladningshybrid halverer forbruget - officielt
I og med at bilen er en opladningshybrid, får den ifølge den europæiske målemetode lov til at køre halvdelen af testcyklus’en på strøm, hvor der ikke kommer noget ud af bilens udstødningsrør. Dermed bliver CO2-tallet på papiret omtrent halveret og brændstoføkonomien fordoblet.
Reelt vil XL1 formentlig køre 56-60 km pr. liter efter EU-normen med dieselmotoren tændt hele tiden.2009-model: 72 km/l
Det er faktisk lidt mindre end den forrige prototype fra 2009, L1. Den kunne ikke lades op fra elnettet, men klarede alligevel 72 km pr. liter. Den allerførste forsøgsbil, som Ferdinand Piëch kørte på offentlig vej i 2002, klarede omkring 100 km pr. liter.
Til gengæld er den nye XL1 meget mere realistisk og gjort klar til serieproduktion. En væsentlig ændring er, at der nu nærmest er tale om en rigtig, lille bil, hvor de to ombordværende kan sidde ved siden af hinanden.
Serieproduktion fra 2013
De to første prototyper var nærmere en kabinescooter, hvor passageren sad klemt bag føreren.
Ved præsentationen af L1 i september 2009 sagde VW, at en serieproduktion kunne komme på tale i 2013. På Qatar Motor Show var der ikke årstal på, men VW indikerede, at en begrænset serieproduktion af XL1 er realistisk.