”Ja. I 2020. Det forventer vi”.
Så kort og klart lød svaret, da en højtstående Volkswagen-ekspert på en svensk trafikkonference blev spurgt, om elbiler kan komme til at koste det samme som biler med forbrændingsmotor.
- Rigtig masseproduktion begynder først omkring 2020. Indtil da vil prisen og den totale driftsomkostning ganske enkelt være for høj, siger prof. dr. Wolfgang Steiger fra ledelsen af Volkswagens motorudvikling.
Elbiler er i dag meget mere dyre end benzindrevne, end hvad danskere oplever. Elbiler får i Danmark et stort inddirekte statstilskud, da de er fritaget for registreringsafgiften på 180 procent.
Ladning ikke noget problem
Han tilføjer:
- Det er kun prisen, der er en hindring for udbredelse indtil videre. Behovet for offentlig ladning er stærkt overvurderet. Og den offentlige ladning, der kommer, bliver mest semi-public, altså i parkeringshuse og lignende beskyttede steder.
Wolfgang Steiger vurderer, at andelen af solgte elbiler i Europa frem til 2020 vil ligge på tre-fire, måske fem procent.
- Men ti år efter, altså i 2030, vil det være mindst ti procent af de nye biler.
Ingen vej uden om eldrift
Selv om Steiger ikke forventer de store salgstal de første ti år, understreger han, at elektrificeringen af bilparken på længere sigt er helt nødvendig.
- Der er absolut intet alternativ, når vi skal have frigjort bilerne fra CO2-problematikken.
Volkswagen er så småt gået i gang med denne elektrificering, og de næste tre-fire-fem år vil koncernen lancere adskillige hybridbiler, først i USA, dernæst også andre steder. Hybridteknik giver ifølge Steiger mening ned til og med Golf-størrelsen.
VWs elbiler klar i 2013
Rigtige elbiler kommer også. Den nye Up er klar i en elversion i 2013 og Golf i 2014.
Men selv i 2020 forventer Volkswagen-eksperten, at problemet med rækkevidde ikke er løst.
Batteriskifte ikke en mulighed
Er batteriskifte ikke en mulighed?
- Nej, det er bestemt ingen mulighed. Med den smule energi, der nu og meget langt frem kan være i batterier, er vi nødt til at bruge al tilgængelig plads i bilen til batterier. Hvis vi var tvunget til at standardisere batteriet, og det skulle kunne skiftes ud, ville vi miste 50 procent rækkevidde, svarer Wolfgang Steiger.
Han vil ikke udelukke brint til at løse rækkeviddeproblemet, men anser teknologien for meget problematisk.
- Brændselscellebiler har samlet set en tre gange så dårlig energiudnyttelse som batteridrevne, siger Wolfgang Steiger.