Når der i september måned afholdes VM i landevejscykling, vil mange bilister blive berørt af løbet. Flere veje bliver afspærret i flere dage.
”Der skal være plads til, at man anvender vejene til kulturelle og sportslige arrangementer, men vi så gerne, at det ikke var de samme områder og dermed mennesker, man generer igen og igen. Der bør arbejdes på at sprede arrangementerne mere ud over kommunerne og få dem placeret sådan, at det generer mindst muligt,” siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
Det er politiet, der vurderer, i hvilket omfang og hvor længe vejene skal afspærres. I forbindelse med fx VM i landevejscykling i København i september vil flere veje i store dele af København og Nordsjælland være afspærret i dagene op til og under cykelløbet, og det kommer til at påvirke mange bilister på vej til og fra arbejde.
”Når der afholdes store arrangementer, som påvirker trafikken – og særligt myldretidstrafikken – så er det vigtigt, at bilisterne bliver varslet i god tid, og der bliver etableret alternative ruter med ordentlig skiltning, da det også berører bilister, der ikke nødvendigvis har kendskab til alternative veje i lokalområdet,” siger Thomas Møller Thomsen.
På Trafikken.dk er der flere informationer om, hvilke veje, der vil være afspærret i forbindelse med VM i landevejscykling i perioden 15. til 25. september, ligesom der er forslag til alternative ruter.
Trafikken.dk: Sådan kommer du rundt under VM i cykling
Hvad siger loven?
Det fremgår af færdselslovens §37 stk. 1, at fx cykelløb kun må finde sted med politiets tilladelse. Hvis tilladelse gives, vil det være på nærmere angivne vilkår og med oplysning om, hvilken assistance – herunder med hensyn til afspærring af ruten – som politiet finder nødvendig. Den politimæssige assistance skal arrangøren af cykelløbet ifølge reglerne selv betale for. Om der gives tilladelse, og hvor vidtgående politiet er villig til at afspærre området, vil afhænge af politiets skøn.
Borgere, der er berørt af afgørelsen og altså har direkte gener af afspærringen, fx fordi man ikke kan køre til eller fra sin bopæl, har mulighed for at klage over tilladelsen. Hvis man vil klage, skal man klage til politiet, og politiets afgørelse kan påklages til Justitsministeriet. I sidste ende kan spørgsmålet indbringes for domstolene, hvilket dog hører til sjældenhederne.