Potentialet i el-benzin-hybrider er slet ikke udtømt. Det mener Toyota og viser dokumentationen på biludstillingen i Genève.
Det sker med konceptbilen FT-Bh, der giver et indblik i næste eller næste-næste generation hybrid. FT-Bh (hvor FT står for Future Toyota og det lille h for hybrid) kan i den udstillede udgave køre tæt på 50 km pr. liter: 46,6 km/l. Det er i hvert fald Toyotas ambition for bilen.
Klares uden "grøn" strøm
Det svarer til blot 49 gram CO2 pr. km – og det opnås vel at mærke uden at der er tale om en opladningshybrid, hvor en stor del af de lave CO2-tal skyldes ”CO2-fri” strøm fra elværket.
Toyota overvejer en version som opladningshybrid, og så vil CO2-tallet rasle ned til 19 gram. Det svarer omtrent til ca. 125 km pr. liter.Konceptbilen er på størrelse med en Yaris, men vejer blot 786 kg.
Tocylindret benzinmotor
Den lave vægt er en del af forklaringen på den ekstreme benzinøkonomi. Den anden er det særdeles vindglatte karosseri med en Cd-værdi på 0,235.
Den tredje hovedforklaring er den minimalistiske benzinmotor. Den er på 1,0 liter og har blot to cylindre.
Hvor stor ydelsen hhv. benzin- og elmotor har fortæller Toyota ikke. Heller ikke hvor langt ud i fremtiden, en bil med disse præstationer kan være klar.