Politiet er på stikkerne i denne uge

Her i uge 11 er politiet på ekstra udkig efter bilister, der taler i håndholdt telefon og kører uden sikkerhedssele.

Trafik

Fra i dag (12. marts) til søndag den 18. marts gennemfører politiet en landsdækkende razzia mod manglende brug af sikkerhedssele og anvendelse af håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Kører man uden sele eller taler i håndholdt telefon og bliver stoppet af politiet, giver det en bøde på 1.500 kr. De nye høje takster blev indført ved årsskiftet.

Præventiv virkning

I forbindelse med kontrollen i uge 11 påpeger Rigspolitiet, at den uden tvivl har en præventiv virkning. Det viser tidligere undersøgelser.

”For mere end halvdelen af de bilister, der blev interviewet umiddelbart efter, at de havde fået en bøde for ikke at bruge sele, påvirkede oplevelsen af at blive stoppet af politiet deres brug af sikkerhedssele det næste stykke tid,” skriver Rigspolitiet på dets hjemmeside i anledning af kontrollen.

En tredjedel får bøde

Ved en tilsvarende aktion i 2011 blev der udført 348 kontroller over hele landet, hvor 10.833 køretøjer blev standset.

2.042 personer blev sigtet for manglende anvendelse af sikkerhedssele, ligesom 110 førere blev sigtet for ikke at have spændt børn i bilen fast.

1.049 personer blev sigtet for at have anvendt håndholdt mobiltelefon under kørslen.