Det bliver ikke til sommer, at bilister til og fra den centrale del af Europa får glæde af Scandlines' nye kæmpefærger, der skal mere end fordoble kapaciteten og øge serviceniveauet.
De to kæmper har stadig ikke forladt værftet i den nordtyske by Stralsund og ser nu ud til at blive mindst et halvt år forsinket.
Dermed må de ferierejsende nøjes med de udtjente prinsefærger, "Prins Joachim" og "Kronprins Frederik", som kun kan medtage 190 biler mod de nyes 450.
Ekstra færge indsættes i sommerferien
For at råde bod på pladsproblemet vil Scandlines finde en ekstra færge i den mest travle periode.
Da den første af de gigantiske tvillingefærger, ”Berlin”, blev søsat 1. december, forventede Scandlines, at færgen kunne komme i almindelig drift 23. marts.Makkeren med navnet ”Copenhagen” skulle være klar til sine passagerer ”midt i maj”.
Midt i april måtte rederiet bekende, at ”Berlin” først kunne sættes i drift 1. juli, mens ”Copenhagen” ventedes klar 1. september.
Mange ting driller
Den plan bliver efter få uger skudt ned, og Scandlines tør ikke sætte nye datoer på, hvornår kæmpefærgerne kan komme i drift ud over, at det nok bliver "i løbet af efteråret".
Hos Scandlines, hvor man er stærkt utilfreds med de massive forsinkelser, forklarer flådechef Claus Nikolajsen, med en lang række problemer i færdiggørelsesprocessen, og at P+S Werften i Stralsund har fejlbedømt opgaven.
Byggeprocessen beskrives som temmelig kompleks, og angiveligt er det ikke noget bestemt, f.eks. software, der er miséren, men at det er mange ting i processen så som den fysiske montering af inventar.