Konceptbiler er ikke noget, vi er vant til fra ultra-traditionsrige Rolls-Royce. Men i anledning af BMW-gruppens 100-års jubilæum har det 112 år gamle bilmærke valgt at se fremad – langt fremad – med konceptbilen Vision Next 100.
Konceptbilen, der også kaldes 103EX fordi det er mærkets tredje konceptbil, skal give et helt autentisk indblik i de forventede krav og ønsker fra fremtidens rige connoisseurs.
Luksusmærket slår fast, at ”også i fremtiden vil vi afvise begrebet anonym, nyttig og intetsigende mobilitet.”
”Rolls-Royce tror, at dets magtfulde kunder vil blive ved med at projektere deres magt og status.”
Chaufførløs
Mest markant er, at bilen ikke bare er selvkørende, men førerløs. Eller skulle vi sige chaufførløs. ’James’ er ellers ganske normalt ekstraudstyr på dagens Rolls-Royce.
I fremtiden erstattes James af ’Eleanor’, der ikke bare kan køre bilen, men også kommunikere med de ombordværende. De kan – bl.a. via den enorme OLED-skærm foran de - blive briefet om dagens opgaver, oplevelser undervejs, oplysninger om de personer, de skal møde senere, eller bare se film på storskærm.
Selvkørende teknologi – i hvert fald ikke visionen om den - er ikke unik for Rolls-Royce, men luksusmærket benytter teknologien til helt at fjerne chaufførkabinen. I stedet får de velhavende passager ekstra meget plads.
Fire budskaber
Den dramatiske konceptbil skal i alt fortælle fire ting:
Den personlige vision
Den uanstrengte rejse
Det fuldendte fristed
Den grandiose ankomst
Hver kunde sit karrosseri
Mens det selvkørende indgår i den uanstrengte rejse, indeholder den personlige vision, at en Rolls-Royce atter kan blive ’coachbuild’. Det dækker over langt mere end personalisering med farver og materialer, som selv en lille Opel eller Toyota i dag tilbyder. Det er nærmest hele bilen, de skal bygges efter kundens ønsker.
Sådan var det oprindeligt med Rolls-Royce, hvor kunden først bestilte et chassis, og derefter fandt en karrosseribygger, coachbuilder, som byggede karrosseri og kabine efter kundens ønsker.
Med ny teknologi tror Rolls-Royce, at det atter kan blive muligt.
Ingen V12 i fremtiden
Når det gælder fremdriften, er Rolls-Royce ikke konkret med motorteknologi, men erkender, at ”det er meget usandsynligt, at en 12-cylindret forbrændingsmotor eksisterer i fremtiden.”
’Den grandiose ankomst’ handler om, at det er meget vigtigt at ankomme med til. Det gælder bl.a. bilens fremtoning, køler m.m., men passagererne skal som kongelige kunne stige ud på elegant vis og uden at bøje sig. Derfor er konceptbilen gjort endnu højere end dagens Roll-Royce.
Når udstigningen er overstået, sørger ’Eleanor’ for, at bilen køres væk automatisk.
Det fremgår ikke af visionen for fremtiden, hvordan bilen så skal fremstå pudset og poleret, når ejeren senere kalder på bilen.
Luksus: Rolls-Royce holder et års pause