Skoda Rapid er historien om et projekt, der ændrede fuldstændig karakter undervejs. Bilen begyndte som et skrabet discountprodukt til Østeuropa, men endte med at blive fin nok til prisfølsomme vesteuropæiske børnefamilier.
De kan i begyndelsen af 2013 købe den femdørs hatchback, som er mere rummelig end dagens Octavia, men bliver en del billigere.Klemt ind mellem to klasser
Dermed bliver Rapid glemt ind i programmet mellem Fabia (B-segmentet) og Octavia (C-segmentet), hvor der normalt ikke findes nogen biler, og konkurrenterne heller ikke har nogen model.
Men Skoda tror på ideen, bl.a. fordi mærket mistede en del kunder, da Octavia II i 2004 afløste Octavia I og ved den lejlighed blev større, finere og dyrere.
Det samme vil ske næste år, hvor en endnu større og mere teknologisk avanceret Octavia III lanceres omkring april.
Våben mod Dacia
Men som sagt: Det var slet ikke den mission, Rapid oprindelig blev sendt ud på. Skoda var bekymret over Renaults lavprismærke Dacia, der var på vej stærkt frem særligt i Øst- og Centraleuropa samt Asien – Skodas traditionelle ”hjemmemarked”.
Men Skoda kunne også, hvordan Kia og Hyundai byggede fabrikker i sin egen bag- og forhave, Tjekkiet og Slovakiet og sprøjtede billige kvalitetsbiler som Ceed og i30 ud over Europa.
For skrabet til Vesteuropa
Derfor skulle Skoda have sin egen discountmodel baseret på ældre og afskrevne komponenter fra Volkswagens store komponentbank. En bil der ville være så skrabet, at den ikke skulle sælges i Vesteuropa og ødelægge Skodas ganske pæne image dér.Men undervejs gik det op for Skoda, at der i Vesteuropa kunne være et marked for en rummelig familiebil blandt meget rationelle bilkøbere. Så der blev skruet op for valget af komponenter og materialer, uden at det færdige produkt når op på niveau med dagens europæiske Skoda-modeller.
Godt design
Samtidig havde forløberen, konceptbilen Vision D, fået en pæn modtagelse. Der var ikke noget discount over designet, selv om det var meget enkelt, for det skulle samtidig vise den kommende Skoda-formgivning.
Så derfor blev der på vesteuropæiske biludstillinger vist endnu en konceptversion, tættere på det endelige design, Mission L.
Baseret på Fabia, fætter til Toledo
Undervognen til Rapid har ikke meget med den nuværende Octavia/VW Golf at gøre, og endnu mindre med den næste generation af Octavia/Golf. Derimod er Rapid bygget over en forlænget Polo/Fabia-platform med lån af komponenter fra forskellige eksisterende Skoda-modeller.
Skoda sælger allerede i dag en lokalt bygget Rapid i Indien, men denne firedørs discountbil har ikke meget med den europæiske femdørs at gøre.Derimod får kineserne en tilpasset version af den europæiske Rapid fra næste år.
Rapid får i Europa en fætter hos Seat, idet den nye Seat Toledo er udviklet af og skal bygges af Skoda. Toledo er stort set identisk med Rapid, men de to biler får delvist forskelligt for- og bagparti.