Bilister tøver med serviceaftaler

Kun fire procent af bilejerne har en serviceaftale på deres bil, og tre ud af fire er slet ikke interesseret.

De fleste bilmærker/forhandlere tilbyder servicekontrakter, men kun få bilkøbere vælger ordningen. Tegning: Peter Heydenreich
Bilist

Trods den indbyggede tryghed for en fast pris, er danske bilejere ikke ligefrem storforbrugere af serviceaftaler.

Kun fire procent af bilejerne har en serviceaftale, viser en undersøgelse foretaget af Bilbranchens nyhedsbrev Blitz. 12 procent ville overveje at tegne en serviceaftale, mens 77 procent ikke var interesseret.

Mest relevant de første fire år

Interessen for serviceaftaler er stærkest op til bilens fjerde år, hvorefter den aftager og stort set ikke er interessant, når bilen bliver ældre end syv år.

Den største interesse for serviceaftaler findes blandt bilejere med biler i priskategorierne mellem 50.000 kr. og 249.000 kr.

Læs aftalen grundigt

En serviceaftale er et abonnement, man typisk køber sammen med en ny bil. For et fast beløb om måneden får bilejeren serviceret bilen efter serviceplanen. Dækningsperioden er typisk to til tre år, eller indtil bilen har kørt et bestemt antal kilometer.

Med den lille andel af bilister, der har en serviceaftale, håber branchen på at kunne sælge flere aftaler fremover.

- At vise kunderne fordelene ved en serviceaftale skal være lige så naturligt som at diskutere mulighederne for ekstraudstyr. I den nuværende økonomiske situation, hvor forbrugerne føler sig usikre, bør muligheden for at sælge serviceaftaler, som jo netop give bilkøberne tryghed, være ganske stor, siger branchedirektør René Tønder Nielsen til Blitz.

Stor forskel på serviceaftaler

FDM påpeger, at der kan være stor forskel på serviceaftaler, så inden man skriver under, bør vilkårene og især begrænsningerne læses nøje igennem.

Læs mere om serviceaftaler her