Den lille Chevrolet Spark har tabt pusten i det danske bilsalgsræs, og om et mindre facelift kan gøre noget ved det er tvivlsomt med mindre der samtidig sker større prisfald.
I hvert fald står Spark på biludstillingen i Paris med en ny front og andre, mindre ændringer.
Mere moden front
Bilen er blevet mindre tegneserieagtig at se på med en lidt mere voksen og moden front. Grill og forlygter er nye.Bagtil er den tredje bremslygte integreret i spoileren, så lygtehuset ikke længere stjæler vigtigt udsyn lige i øjenhøjde.
Fra plads ét til nr. seks
I kabinen er der kommet lidt mere fralægsplads i midterkonsollen. Det er vist, hvad Chevrolet har svunget sig op til i denne omgang.
Chevrolet Spark var forrige år Danmarks mest solgte bil, men en prisstigning og en mængde nye og stærke konkurrenter, der også faldt i pris, har skubbet Spark eftertrykkeligt fra tronen. I år ligger mikroen indtil videre nr. seks på salgslisten.