Efterårets og vinterens mørke gør det sværere for bilister at se hunde langs vejene, og det betyder, at flere af de firbenede bliver ramt af biler.
Gennemsnitligt sker der 84 procent flere påkørsler af hunde i vinterhalvåret sammenlignet med sommerhalvåret. Det viser tal fra Falck og Dyrekassen Danmark – et selskab, der sælger hunde- og katteforsikringer.
Fra 2009 til 2011 er der gennemsnitligt registreret 133 påkørsler i vinterhalvåret, mens der om sommeren var 72 hunde, der blev meldt påkørt. Antallet er sandsynligvis meget større, da de involverede hundeejere ikke nødvendigvis ringer til Dyrenes vagtcentral eller Falck, når en hund bliver kørt ned.
Lys og reflekser
![Det gavner sikkerheden, hvis både hund og hundeejer har reflekser og/eller lygte i den mørke tid.](/sites/default/files/d6images/hund-og-ejer--refleks.jpg)
Kampagnen påpeger bl.a., at der i dag findes mange muligheder for, at hunde bliver mere synlige ved hjælp af lys og veste, halsbånd og liner, der reflekterer lys.
Hundeejere og andre interesserede kan søge oplysninger via hjemmesiden www.oplyst.org
Gode råd til hundeejere i mørket
• Brug kort line i trafikken, især om aftenen
• Sørg for, at hunden har reflekser i halsbåndet
• Gå i venstre side, med hunden væk fra trafikken
• Sæt en kraftig lygte i halsbåndet, eller på dig selv
• Brug refleksvest, hvis du går tur i mørke områder
• Stå stille i vejsiden, hvis du er i tvivl, om du er synlig nok