Ny dieselafgift skræmmer ikke forbrugerne

Den såkaldte udligningsafgift har gjort diesel langt mindre attraktivt. Samtidig er diesel langt fra altid det rigtige valg for bilisterne, påpeger FDM.

Ny afgift betyder en merudgift på 1.000 kroner om året for en typisk dieselbilist
Bilist

Knap fire ud af ti bilejer ville vælge diesel frem for benzin, hvis bilen skulle skiftes ud i morgen. Nye tal fra analysebureauet Voxmeters konjunkturanalyse af bilmarkedet viser, at 38 pct. af forbrugerne foretrækker at tanke diesel fremfor benzin på deres næste bil. Til sammenligning sidder 25 procent af bilisterne i dag bag rattet i en dieselbil.

Ny afgift gør diesel dyrere

Bilisternes følelser for diesel var dog varmere for et år siden. Her var andelen af vordende dieselbilejere helt oppe på 44 procent, så selvom interessen altså siden er dalet en smule, tiltaler dieselbilen fortsat forbrugerne.

”Udsigten til en standerpris der ligger et par kroner under benzin kan virke tillokkende.
Mange forbrugere er imidlertid ikke klar over, at den såkaldte udligningsafgift for dieselbiler fra årsskiftet er steget med 50 procent. For en typisk dieselbilejer betyder det en merudgift på 1.000 kroner om året. I praksis svarer det til, at prisen på diesel ved tankstationen i gennemsnit er sat en krone op pr. liter. Dermed er dieselbiler ikke længere så økonomisk attraktive for de bilister, der ikke kører så langt,” siger forbrugerøkonom i FDM Allan Skytte Christensen.

Overvej kørselsmønster

Man bør i det hele taget nøje overveje sit kørselsbehov og kørselsmønster, inden man skifter fra benzin til diesel. For selv om et højt kilometertal pr. liter og en lavere literpris kan friste, er diesel langt fra altid den rigtige løsning.

Kører man som de fleste kortere ture, når motoren ikke op på den optimale driftstemperatur, hvilket på sigt betyder, at man risikerer tilsodning af blandt andet indsugningssystem.

”For de bilister der kører langt, er dieselbilen imidlertid fortsat det rigtige valg. Både når det kommer til økonomi og miljø. Men man skal have det rigtige kørselsbehov,” siger Allan Skytte Christensen.

Læs også: Nye dieselbiler boomer