Bilister slipper for ulovligt p-gebyr

Sø- og Handelsretten underkender EuroParks gebyrpraksis ved rykkere. En sejr for forbrugernes retsstilling mener FDM, der tidligere har ført og vundet sagen i Højesteret.

Det er ulovligt, når EuroPark opkræver gebyrer i første rykkerbrev siger Sø- og Handelsretten
Bilist

Landets bilister og forbrugere vandt torsdag en principiel sejr om rykkergebyrer i forbindelse med p-afgifter. Det skete, da Sø- og Handelsretten underkendte det private parkeringsselskab EuroParks gebyrparksis, hvor der lægges et gebyr på 100 kroner på første rykkerskrivelse. Også selvom modtageren aldrig har set den oprindelige p-afgift.

Afgørelsen fra Sø- og Handelsretten var anlagt af forbrugerombudsmanden og betyder, at EuroPark skal rette ind efter den højesteretsdom, der allerede i 2010 gav FDM medhold i, at EuroParks gebyrpraksis er ulovlig.

Ulovlige rykkergebyrer

”Vi er naturligvis tilfredse med Sø- og Handelsrettens afgørelse, der endnu en gang understreger, at EuroParks fremgangsmåde har været ulovlig. Samtidig håber vi, at EuroPark nu vælger at opfylde både Højesterets og Sø- og Handelsrettens dom hurtigst muligt og får tilbagebetalt de ulovlige gebyrer,” siger leder af FDMs juridiske rådgivning Per Alkestrup.

Læs også: Sådan får du hjælp til at få ulovligt rykkergebyr igen

Ligesom Højesteret slår Sø- og Handelsretten fast, at en p-afgift anbragt under vinduesviskeren ikke er garanti for, at ejeren rent faktisk også ser den. Den kan enten blæse væk eller blive fjernet af andre. En p-afgift anbragt i bilens forrude er derfor ikke et tilstrækkeligt betalingspåkrav.

Klokkeklar højesteretsdom

”Højesterets dom fra 2010 var ganske klar, og allerede dengang ændrede de øvrige parkeringsselskaber praksis i forhold til rykkergebyrer med undtagelse af EuroPark. Derfor er vi også glade for, at forbrugerombudsmanden efterfølgende er gået ind i sagen og nu altså har fået medhold i Sø- og Handelsretten,” siger Per Alkestrup og tilføjer:

”Vi har nu en forventning om, at også EuroPark vil efterleve afgørelsen og tilbagebetale de ulovligt opkrævede gebyrer, ligesom vi opfordrer vores medlemmer til at henvende sig til FDM, hvis det ikke sker.”