Status på første del af 2013

FDM ser tilbage på et travlt trafikpolitisk halvår med både gode og mindre gode begivenheder.

FDM Mener

Sommerferien nærmer sig, og det er snart tid til at trække stikket ud og oplade de mentale batterier. Sommeren er også et godt tidspunkt til at reflektere over tingene og evaluere den første halvdel af året.

For de mange, der dagligt spilder tiden i trafikkøer på vejene, har halvåret således budt på et trafikforlig, som overraskede positivt ved at være fulgt af nye penge, som dels skal gå til at fjerne nogle af trafikpropperne, dels skal finansiere den nye motorvej mellem Holstebro og Herning. Desværre var der i trafikforliget også en meget stor tidsel i buketten – en ny broforbindelse over Roskilde Fjord, som delvist skal finansieres af brugerne. Dette finder FDM uholdbart i et land med Europas højeste bilafgifter, hvor bilisterne årligt lægger mere end 40 mia. kr. i statskassen. 

Derfor var det også glædeligt, at de økonomiske vismænd kunne konstatere, hvad FDM har påpeget utallige gange; at bilafgifterne er urimelig høje i Danmark. I foråret fremlagde vismændene en grundig analyse af de danske bilafgifter. Her kunne de redegøre for, at der år efter år ryger ca. 26 mia. kr. fra bilisternes lommer og direkte ned i statskassen – vel og mærke når bilisterne har betalt for trængsel, ulykker, støj og anden miljøpåvirkning. Vismændene er desuden også enige med FDM i, at der er behov for en helt ny bilafgiftsmodel, hvor det er bilens egenskaber og brugen af bilen, der beskattes - ikke ejerskabet.

Desværre går det den forkerte vej med en række af bilafgifterne. Ved årsskiftet blev det endnu dyrere at køre i dieselbil, idet den såkaldte udligningsafgift blev øget med 52 pct. Stigningen er skjult i den grønne ejerafgift, men den svarer reelt til, at der bliver lagt 1 kr. oven i afgiften på standeren, når bilen tankes med diesel. Begrundelsen for afgiftsstigningen var, at afgiftsfritagelse af elbilerne skulle finansieres frem til 2015. Men eftersom elbilssalget går meget sløvt med kun et par hundrede solgte i årets første halvdel, er det reelt først og fremmest penge direkte i statskassen.

De lave salgstal for elbiler har desuden ført til konkurs for elbilfirmaet Better Place, der på trods af en stor satsning ikke lykkedes med at overbevise bilproducenter og forbrugerne om, at batteriskifte er vejen frem. Tilbage står 219 ejere af en elbil, der ikke længere kan levere den brugbarhed, som batteriskiftet gav mulighed for. Better Places konkurs bliver dog næppe dødsstødet for elbilen, idet nye spændende modeller, der kan hurtiglades, er lige om hjørnet. Det samme er en lang række andre biler, hvor eldrift er en del af midlet, men ikke hele løsningen. Desværre må FDM konstatere, at de mange spændende grønne biler indtil videre kører en stor bue udenom Danmark. Det vil de gøre, så længe politikerne krampagtigt holder fast i verdens måske mest uhensigtsmæssige og forældede bilafgiftsmodel.

Det forgangne år har slået nye rekorder for trafiksikkerheden – aldrig før har så få mistet livet på vejene, og det er overordentligt positivt. Men hver ulykke er én for meget, og derfor er FDM også glad for at præsentere en lang række forslag til, hvordan trafiksikkerheden kan øges yderligere i regi af Færdselssikkerhedskommissionen. Det er dog ikke alle forslagene, FDM bakker op om. Ejeransvar ved fartbøder fra automatisk kontrol kan blive en juridisk glidebane, og en skærpelse af klippekortgrænsen, så det vil koste et klip at køre 12 km/t for hurtigt på en 60 km/t strækning, vil efter FDMs overbevisning mindske bilisternes accept og dermed respekt for reglerne. 

Til sidst vil FDM opfordre til, at læserne overholder hastighedsgrænserne i sommertrafikken – herunder også i udlandet, hvor det kan blive overordentligt dyrt med for tung en speederfod. Med ønsket om en god sommer – kør forsigtigt og pas på hinanden i ferietrafikken.