Titusinder går i ny fartfælde i Holland

Flere motorveje i Nederlandene har fået fuldautomatisk ”strækningskontrol” af hastigheden. Det har fået antallet af fartbøde til at eksplodere.

A4 i Holland er blandt de motorveje, der har fået strækningskontrol af hastigheden.
Trafik

På ferien har man som regel ikke så travlt og opprioriterer at nyde udsigten. Alligevel kan der være god grund til at være ekstra opmærksom på sin fart og fartgrænsen, hvis turen går gennem Holland/Nederlandene.

Et nyt system til fartkontrol har nemlig fået antallet af fartbøder på de hollandske motorveje til at eksplodere.

813.000 bøder på fire måneder

I den første tredjedel af 2013 blev der uddelt 813.000 fartbøder ved hjælp af den nye strækningskontrol, hvor gennemsnitsfarten på en strækning registreres ved hjælp af kameraer og radar. I samme periode året før var tallet 268.000, altså mere end en tredobling.

Ny strækningskontrol er i løbet af 2012 og 2013 indført på A2, A4 og A58, men findes også andre steder.

Fartgrænse hævet fra 120 til 130 km/t.

Fartgrænsen på mange hollandske motorveje blev i september 2012 sat op, typisk fra den generelle 120-grænse til 130 km/t. på langt flere strækninger. På disse 130-strækninger bliver farten dog sjældent overskredet, da kun 12.000 bøder ud af de 813.000 blev noteret her.

FDM er ikke umiddelbart bekendt med medlemmer, der har modtaget fartbøder fra Holland. Men landet er blandt de lande, der kan inddrive bøder i Danmark. Det gælder bøder på mindst 70 euro.

Se FDMs råd til, hvordan man skal forholde sig ved udenlandske bøder og hvad taksterne er.