Den danske indsats mod spøgelsesbilister skal revurderes. De mekaniske pigge dur nemlig ikke, og Vejdirektoratet har taget dem endegyldigt ud af drift.
Piggene er konstrueret til at ødelægge dækkene på biler på vej ind på motorvejen i den forkerte retning, og det gør de også udmærket. Men problemet er, at også nogle bilister, der kører i den rigtige retning, får ødelagt deres dæk.
Fem pigge-anlæg nedlagt
Desuden har der i det hele taget har været for meget bøvl med driftsikkerheden. Derfor er forsøget med pigge fem steder i Danmark droppet.
- Vi har sådan set ikke opgivet pigge, men det bliver ikke i den nuværende form. Hvis vi skal have pigge, skal teknikken være mere robust, siger driftsdirektør i Vejdirektoratet, Niels Christian Skov Nielsen.
Politikere skal vurdere fremtiden
- Nu tager vi lige et pusterum og får lavet en evaluering af hele indsatsen mod spøgelsesbilister, som politikerne kan tage stilling til i efteråret, siger driftsdirektøren.
Foruden forsøget med pigge anvendes store skilte ved frakørsler med en advarende hånd, advarselslys i asfalten og belægning med en særlig 3D-effekt.