Magnus er ikke helt ny i trafikken

39-årige Magnus Heunicke skal fremover styre den danske trafik. Den nye transportminister er ikke helt ukendt med sit emne.

Magnus Heunicke
Trafik

Den 10. transportminister siden år 2000 hedder Magnus Heunicke og er socialdemokrat. Han afløser SF’eren Pia Olsen Dyhr, som efterfulgte Henrik Dam Kristensen (S).

Den 39-årige, journalistuddannede Heunicke kom i Folketinget i 2005 og har gennem fire år – frem til 2011 - været sit partis trafikordfører.

Vestsjællandsk "trafikmafia"

Magnus Heunicke bor og er valgt i Næstved og har været en hyppig togpendler til København. Sammen med tre andre næstvedpolitikere, Helge Adam Møller (K), Karsten Nonbo (V) og den daværende radikale Simon Emil Ammitzbøll dannede han 2008 en uofficiel, lokal ”trafikmafia”, der skulle tilkæmpe området trafikinvesteringer.

Det drejer sig især om en ny ”højklasset” vejforbindelse Kalundborg-Slagelse-Næstved-Rønnede. En del, Slagelse Omfartsvej, er netop færdig, og en omfartsvej nord om Næstved er under anlæg. Ved første spadestik hertil i september 2013 slog Helge Adam Møller og Magnus Heunicke fast, at nu skulle der kæmpes videre for motorvej mellem Næstved og Sydmotorvejen.

Ved sin udnævnelse kom der dog lidt andre toner fra den nye transportminister, der til lokale medier pointerede, at man måtte dæmpe forventningerne, for han skulle være hele landets transportminister.

Få penge til nye veje

Den nye transportminister tiltræder på et tidspunkt, hvor der er afsat 28 mia. kr. i en særlig togfond, og hvor infrastrukturfonden, der kan bruges til alle typer infrastruktur, er yderst slunken. Eneste større, nye vejprojekt, der har fået grønt lys, er Holstebromotorvejen samt den delvist brugerfinansierede bro over Roskilde Fjord.