FDM: Urimelig tysk vejskat rammer danskerne

Tysk forslag lægger op til, at udlændinge pr. 1. januar 2016 skal betale for at køre på tyske veje, mens tyske bilister holdes fri. I strid med EU-reglerne, mener FDM.

Tysk forslag lægger op til, at udlændinge pr. 1. januar 2016 skal betale for at køre på tyske veje
Pressemeddelelse

Det kan snart være slut med at køre gratis på de tyske veje. Den tyske regering har netop fremlagt et forslag om at indføre en vejafgift, der skal skaffe finansiering til udbygning og vedligeholdelse af det tyske vejnet.

Vejskatten rammer udelukkende udenlandske bilister. Planen er at ændre bilafgiftssystemet således, at tyske bilister bliver kompenseret for vejskatten. På den måde undgår den tyske regering at ramme tyske bilister. Dermed vil vejskatten alene ramme udenlandske bilister, hvilket FDM mener, er i strid med EU-reglerne. Prisen på vignetten bliver ca. 10 euro for 10 dage og 20 euro for 2 måneder og op til 100 euro for hele året.

”Forslaget om en tysk vejskat, der kun rammer udenlandske personbiler, mener vi er både uacceptabel og i strid med EU-reglerne. Dertil kommer, at udenlandske bilister igennem brændstofafgifter allerede i dag bidrager med et beløb, der er dobbelt så stort, som deres slid på de tyske veje. Derfor er det ikke rimeligt at bede om ekstrabetaling for at køre på de tyske veje,” siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.

FDM har i samarbejde med sin hollandske søsterklub ANWB allerede henvendt sig til den tyske transportminister, ligesom FDM har skrevet til den danske transportminister og udenrigsminister og bedt dem rejse spørgsmålet overfor deres tyske kolleger.

Også fra tysk side er der kritik af vejskatten. Blandt andet fordi forskellige beregninger fra FDMs tyske søsterorganisation ADAC viser, at der bliver et beskedent overskud af indtægterne fra vejskatten, blandt andet på grund af det omfattende administrative bureaukrati man indfører med et vignette-system.

”Udover at vejskatten er i strid med EU-reglerne, så mener vi, at en vejskat hæmmer mobiliteten. Vi ser for os, at en tysk vejskat sætter et kapløb mellem landende i gang, om hvem der kan beskatte bilisterne mest. Hvis Tyskland får grønt lys til modellen af EU, vil andre europæiske lande givet følge efter, hvilket vil være et brud med hele tanken om den frie bevægelighed i EU”, siger Thomas Møller Thomsen.

FDM har sammen med ANWB derfor lanceret en fælles underskriftsindsamling mod en tysk vejskat. Underskrifterne vil senere blive overrakt den tyske transportminister. Ønsker man at skrive under mod planerne om en tysk vejskat, kan man gøre det via FDMs hjemmeside.

Man kan skrive under mod planerne om en tysk vejskat via linket her:
https://www.anwb.nl/formulier,/TyskVejskat.html

I dag opkræver tyskerne 53 mia. euro fra tyske og europæiske bilister en tredjedel går til vejene. FDM forudser derfor, at denne ekstra opkrævning fra bilisterne reelt vil blive brugt til alt andet end vejene.