Instrumenthuset skal være i 3D

Ægte tredimensionelt instrumenthus kan erstatte bilens spejle, mener Jaguar og Land Rover, der eksperimenterer med teknikken.

Land Rover arbejder med 3D-teknik i instrumenthuset.
Nyt om biler

Mange bilproducenter har på konceptbiler erstattet sidespejle og til dels bakspejlet med kameraer uden på bilen og en skærm ved førerpladsen.

Det tredimensionelle billede fra instrumenthuset ydes i sagens natur ikke fuld retfærdighed her i to dimensioner, men motorblokken virkede i virkeligheden meget overbevisende.
Det tredimensionelle billede fra instrumenthuset ydes i sagens natur ikke fuld retfærdighed her i to dimensioner, men motorblokken virkede i virkeligheden meget overbevisende.
Det lyder også besnærende, bl.a. kan man spare vindmodstanden fra sidespejlene, men i praksis er det ikke godt nok, mener Jaguar-Land Rover (JLR), som i princippet mener det samme om bakkameraer, der er almindelige på selv billige biler.

Et todimensionelt billede rækker ikke, når man f.eks. skal bedømme afstanden til en anden bil eller dennes hastighed.

3D giver afstandsbedømmelse

Derfor skal de elektroniske ”spejle” være i 3D, så føreren får et naturligt billede af omgivelserne, hvor det er muligt at bedømme afstande. Jaguar Land Rovers udviklingsafdeling er langt fremme med en teknologi, der kan skabe ægte 3D-oplevelse i instrumenthuset.

For at skabe 3D – uden brug af briller - sidder der små kameraer i instrumenthuset, som registrerer, hvor førerens øjne befinder sig. Og ud fra det er det muligt at skabe en perfekt illusion af et tredimensionelt billede ved at sørge for, at lyssignalerne når frem til det ene øje en anelse forskudt i forhold til det andet.

Effektfuld navigations-skærm

I udviklingen har JLR desuden leget med mange andre tredimensionelle funktioner. Det gælder bl.a. eksemplet her med billedet af en motor, og mere overbevisende – og relevant – informationerne fra navigationsanlægget.

F.eks. ser det særdeles realistisk ud i den prototype, Motor har set, når bygninger, lyssignaler og vejskilte er forskudt i forhold til hinanden.

- Det gør det nemmere at orientere sig, når man på skærmen kan se, hvor sidevejen ligger i forhold til skilte og bygninger, forklarer en af eksperterne fra JLR-udviklingsafdeling.

Selv om teknikken nu virker i et laboratorium, kan biler med tredimensionelt instrumenthus næppe købes lige med det samme. Jaguar-Land Rover er ikke konkret, og selv om teknikken indgår i firmaets nye teknologi-platform, er 3D ikke klar, når de første modeller – Land Rover Discovery Sport og Jaguar XE – kommer til foråret.