EU truer med barske forbrugsmålinger

Bilist

Bilers officielle brændstofforbrug er for langt fra virkeligheden, mener EU-Kommissionen, som tilsyneladende vil indføre test for brændstofforbrug ved kørsel på almindelige veje.

24 km pr. liter ifølge ”EU-normen”. Men kun 17 km pr. liter i virkeligheden.

Sådan kan bilister ofte opleve forskellen mellem brochuren og virkeligheden, og det er for meget, mener myndighederne i EU, som vil stramme gevaldigt op.

Nu er det åbenbart ikke nok med den planlagte, globale og mere barske laboratoriemåling, WLTP, som er under planlægning. Bilerne skal (også) testes ved kørsel på almindelighed vej.

SE OGSÅ: Realistisk brændstofmåling tættere på

Det er EU-Kommissionen i gang med at kræve ifølge ikke-bekræftede oplysninger til nyhedsbureauet Reuters.

Fusk

Ikke alene er der en del forskel på den måde, bilerne skal testes på i laboratoriet og så, hvordan hverdagens bilister bruger deres bil, der er ifølge EU-Kommissionen også for mange eksempler på fusk, hvor f.eks. døre og vinduer tapes til under målingen.

Ud over at km pr. liter-tallet dermed kan blive for pænt, giver tallene endnu større underdrivelser, når det gælder de sundhedsskadelige stoffer fra udstødningen. Udledningen af kvælstofilter (NOx) fra dieselbiler kan i praksis være fire til fem gange højere i virkeligheden end i laboratoriet, konkluderede en EU-undersøgelse fra 2013.

Kan vare mange år

Ifølge en anonym embedsmand i EU-Kommissionen er der planer om at fremlægge et forslag om den nye testmetode sidst på året.

Selv om det skulle ske, vil der gå mange år, før en sådan virkelighedsnær målemetode kan indføres.
 

Af
Torben Arent