Det er sjældent, at en rejseudbyder går ud og ligefrem reklamerer med, at det har gjort ens ophold på feriedestinationen kortere. Men det gør DFDS nu og sender kunderne hjem halvanden time tidligere på en række udvalgte afgange i skisæsonen 2015.
Fra 1. januar til 22. marts 2015 er afgangen fra Oslo rykket frem fra kl. 16.30 til kl. 15.00 på lørdage og søndage. De to skibe på ruten, Crown og Pearl, vil ankomme til København kl. 8.30 næste morgen mod normalt 9.45.
Kortere ventetid skal tiltrække flere bilister
Ændringen er sket, fordi mange danske skiturister tjekker ud og forlader skisportsstederne, så de ankommer til Oslo ved 13-14-tiden og dermed får en-to timers ventetid, inden de kan køre om bord på færgen.
Ved at barbere ventetiden ned med 90 minutter håber DFDS, at rederiet kan tiltrække bilister, der hidtil har foretrukket at køre hjem frem for at vente i Oslo.
DFDS renoverede tidligere i år sine skibe på Oslo-ruten for 120 mio. kr. København-Oslo er DFDS’ største passagerrute. Den daglige forbindelse i hver retning har årligt ca. 750.000 rejsende. I alt har hvert af de to skibe plads til op til 1.800 rejsende.