Ufine bilfirmaer udstilles

Antallet af firmaer, der ikke efterlever afgørelserne på bilklage.dk, stiger støt. Kig i udhængsskabet før du bestiller reparation eller køber bil.

Illustration: Peter Heydenreich
Bilist

Klagerne er væltet ind, siden Ankenævn for Biler i november 2012 blev et godkendt ankenævn. Nu kan man nemlig lufte sin utilfredshed over samtlige danske forhandlere og værksteder, uanset om de er medlem af en brancheorganisation eller ej.

Det har ca. 650 bilister benyttet sig af hvert år, og ca. fire ud af ti får medhold i deres klage.

De mange klager betyder samtidig en stigning i antallet af forhandlere og værksteder, der ikke efterlever nævnets afgørelser.

LÆS MERE: Forbrugere kender ikke deres rettigheder på værkstedet

Snyderne synlige for alle

De bliver skrevet ind i „udhængsskabet” på bilklage.dk, hvor de står i et år pr. sag, medmindre der indledes en retssag, eller virksomheden retter ind.

– I øjeblikket er der et ekstra tryk på udhængsskabet, da nogle sager har været undervejs siden 2013, og da nævnet har været hurtigt til at afgøre sager i 2014. Afgørelser, der ikke efterleves, hober sig derfor op, og der er endnu ikke fundet et naturligt leje i antallet af virksomheder i gabestokken på hjemmesiden, forklarer Nikolaj Andreasen, der er sekretariatschef i Ankenævn for Biler.

Før godkendelsen af ankenævnet kunne man kun klage over medlemmer af brancheorganisationerne Bilbranchen, Auto Branchen Danmark eller CAD. Det gav færre virksomheder i udhængsskabet end i dag, hvor 41 forhandlere og værksteder i skrivende stund er nævnt.

LÆS MERE: Se virksomhederne, der ikke efterlever afgørelserne i Ankenævn for Biler

Oftest uden brancheorganisation

Flere end 80 procent af virksomhederne i udhængsskabet er ikke medlem af en brancheorganisation. Derfor opfordrer FDM bilisterne til at se sig for.

– Man bør altid kigge forbi udhængsskabet, inden man bestiller reparation eller køber bil. Især hvis forhandleren eller værkstedet ikke er med i en brancheorganisation, påpeger advokat i FDM Casper Schad.

Nægter virksomheden at anerkende afgørelsen, får den efter 30 dage status af en dom, der ikke kan ankes. Herefter kan forbrugeren via fogedretten forsøge at få sit tilgodehavende.

LÆS MERE: Guide til trygt bilkøb