De nyeste, avancerede biler kan opdage cyklister og fodgængere ved hjælp af kameraer og på den måde advare føreren og bremse automatisk.
Men i fremtiden kan det blive endnu mere sofistikeret og sikkert. Bilen behøver ikke at kunne se cyklisten med det ”blotte øje”. De to kan snakke sammen tidligere.
Det er visionen i et nyt koncept fra Volvo Cars, det svenske sikkerhedsudstyrsfirma POC og telekommunikationsfirmaet Ericsson.
Kommunikerer med hinanden
En Volvo og en cykelhjelm er ved hjælp af tovejs kommunikation i stand til at advare hinanden, om at de befinder sig i umiddelbar nærhed. På den måde kan uheld undgås.
Det er det nyeste eksempel på, hvad bil til bil- eller bil til infrastruktur-kommunikation (C2C, C2I eller C2X) kan bruges til inden for sikkerhed.
I dette tilfælde fungerer det via en smartphone-app til cyklister og Volvo-skyen. Cyklistens position deles med bilen og vice versa. Hvis systemet vurderer, at en kollision er umiddelbart forestående, sendes en advarsel til begge trafikanter, så de kan gøre noget for at rette op på situationen.
Advarsel på forruden eller i cykelhjelmen
Volvo-føreren bliver advaret om, at cyklisten befinder sig i umiddelbar nærhed via et headup-display, også selv om cyklisten befinder sig uden for synsvidde, f.eks. bag et andet køretøj
Cyklisten bliver advaret via et lys i hjelmen.
BMW har tidligere udført forsøg, hvor en chip kunne monteres i f.eks. en skoletaske eller rollator og kommunikere til bilen via C2x-teknologi.