I 2014 mistede 183 personer livet i trafikken. Det er det næstlaveste antal, siden man begyndte at føre statistik på området, viser de foreløbige tal fra Vejdirektoratet.
Kun i 2012 har der været færre dræbte og tilskadekomne i den danske trafik.
Dermed er der fire procent færre dræbte og syv procent færre tilskadekomne end året før. Antallet af buler i bilerne er derimod kun faldet en halv procent.
Dødstal halveret på ti år
De nye tal viderefører en positiv udvikling, der har ført til et historisk lavt antal dræbte i de senere år. Vi er nu nede på under halvdelen af det antal, der optrådte i dødsulykkesstatistikken for blot ti år siden, konstaterer Vejdirektoratet, der fører den officielle statistik på trafiksikkerhedsområdet.
De 183 er dog noget højere, end Vejdirektoratet anslog i december. Da lød buddet på ca. 170 omkomne.
Bedre veje, lavere fart, mere sikre biler
Årsagerne til den positive udvikling er som altid svære at pege entydigt på, men Vejdirektoratet kommer med nogle bud:
- Tendensen med færre dødsulykker er både glædelig og tydelig, og den kan have mange årsager, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen.
- Vi har gjort meget for at forbedre sikkerheden for bilisterne, blandt andet ved at ombygge kryds, etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger og i det hele taget gøre forholdene mere trygge og sikre på blandt andet hovedlandevejene.
Mindre spirituskørsel
- Desuden er bilerne blevet mere sikre, ligesom der er noget, der tyder på, at danskernes generelle trafikkultur har forbedret sig. For eksempel ser vi færre eksempler på spirituskørsel, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Desuden har Vejdirektoratet tidligere oplyst, at gennemsnitsfarten er faldet.
Direktør i Trafikstyrelsen, Carsten Falk Hansen, pegede i efteråret på, at der på den teknologiske front er der sket en enorm udvikling, så mange nye biler kan holde øje med trafikken og nødbremse.
Færrest tilskadekomne nogensinde
- Ny teknologi vil gøre trafikken mere sikker. Der sker i øjeblikket en rivende udvikling, hvor sikkerhedsteknologi i køretøjerne kan være med til at forebygge, at ulykkerne sker. Det er vigtigt, at bilkøberne ved, at når de skal købe ny bil, så betyder det meget for deres sikkerhed, at de for eksempel vælger biler med fem stjerner i Euro NCAP-test, sagde direktøren.
Mens antallet af dræbte (ifølge de foreløbige tal) faldt fra 191 til 183 og dermed er det næstlaveste i statistikkens historie, er antallet af tilskadekomne det allerlaveste nogensinde. Det tal faldt med ca. 240 til 3.160.