461 elbiler med én underskrift

Udlejningsfirmaet Avis anskaffer 461 eldrevne Nissan-modeller i én handel. De fleste er personbiler, men der er også varevogne imellem.

400 e-NV200 kommer nu som udlejningsbiler. Tre fjerdedele er som minibusser, de resterende som varevogne.
Nyt om biler

Det var en rekordstor handel, da Avis for et år siden bestilte 400 Nissan Leaf, men nu har udlejningsfirmaet og bilproducenten indgået en endnu større handel.

I løbet af få måneder anskaffer Avis 461 Nissan-elbiler, hvoraf de godt 400 er den nye minibus og varevogn e-NV200 med en fordeling på 75 procent personbiler. De resterende biler er yderligere et antal Leaf.

Det er netop blevet muligt at få den store elbil e-NV200 som syvpersoners. Foto: Torben Arent
Det er netop blevet muligt at få den store elbil e-NV200 som syvpersoners. Foto: Torben Arent
De 250 leveres allerede i marts og april; de resterende kommer løbende i år.

Da Avis anskaffede de 400 Leaf for et år siden var det med solid støtte fra Energistyrelsen, men det fremgår ikke af meddelelsen fra de to firmaer, om også den nyeste handel er statsstøttet.

De første 400 blev hurtigt udlejet

Avis oplyser, at man køber de mange nye elbiler, da det har vist sig særdeles nemt at udleje de første 400. Med en såkaldt mini-lease koster det kunden 3.500 kr. månedligt at have elbilen. Tilsyneladende gælder der samme pris for den nye sending.

e-NV200, der har tilnavnet Evalia som personbil, er netop præsenteret i en udgave med syv sæder.

Minibussen er designet med plads til syv, men på grund af juridiske spidsfindigheder omkring vægtgrænser har Evalia hidtil kun kunnet fås med op til fem sæder i EU. Den begrænsning er nu fjernet, men leverancerne begynder først til september, så bilerne til Avis nøjes med fem sæder.

SE OGSÅ: 400 elbiler på én gang