
Peugeot beskriver selv, næsten poetisk, bilens dyder sådan: ”Partner er den trofaste livsledsager, der uden indvendinger tager imod et halvt fodboldhold, rummer mountainbikes, surfbræt, ski og hvad der ellers skal til for at tilfredsstille den moderne aktive familie, og når det yngste medlem af familien skal med på tur, køres barnevognen direkte ind - uden bøvl med hjul og andet.”
Et stille liv

SE OGSÅ: Citroën puster nyt liv i gammel Berlingo
Både Partner Tepee, der er personbilsudgaven, og den væsentlig mere solgte Partner Van er udstyret med en ny front, der skulle udstråle styrke og robusthed. Bl.a. har kofangeren fået plastbeskyttelse, der let kan udskiftes, hvis den får ridser og mindre buler.
Optimerede motorer
Der er kommet et nyt motorprogram bestående af syv motorer, der spænder fra 75 til 120 hk. Mest sparsommelige benzin er en 1.6 98 hk med femtrins gear og et CO2-tal på 147 g/km, 17 gram mindre end før. På dieselsiden nøjes 1.6 liter Blue HDi 100 hk med 106 g/km, en forbedring på 14 g.

Partner Van vil kunne fås med elmotor på 67 hk og en officiel rækkevidde på cirka 170 km.
Automatisk nødbremse
Nyt ekstraudstyr bliver ’Active City Break’, som griber ind ved risiko for kollision ved hastigheder under 30 km/t. Fartpilot med fartbegrænser, som har fire forudindstillede fartgrænser, kan nu fås på mellemste udstyrsniveau.
Nyt er også muligheden for syv tommers berøringsfølsom skærm med tilhørende funktioner.
Den faceliftede Partner er i Danmark til juni.