Skal man rejse i Frankrig denne sommer, kan man få sig en grim overraskelse, hvis man taler i headset i sin bil. Fra første juli 2015 har franskmændene nemlig indført totalforbud mod brug af høretelefoner og headsets under kørsel, og bødehammeren falder hårdt, hvis man ikke kender reglerne. Bryder man denne lov, koster det 135 euro, altså omkring 1000 danske kroner. Betaler man inden det, der i Frankrig kaldes en kort periode, som er 15 dage, skal man dog kun slippe 90 euro, svarende til omkring 670 kroner.
”Begrundelsen for det nye forbud er, at man vil undgå udstyr, der begrænser førerens opmærksomhed og hørelse. I udmeldingen fra de franske myndigheder lyder det, at forbuddet gælder alle trafikanter, uanset om man er bag et rat eller et styr. Det vil sige, at forbuddet også gælder cyklister og motorcyklister. Kører man på cykel i Frankrig i ferien, skal man altså huske, at man ikke må have høretelefoner i” forklarer Dennis Lange, jurist ved FDM.
300.000 danskere kører denne sommer afsted på ferie, og ifølge FDM travel er Frankrig den tredje mest populære destination, når danskerne skal på kør-selv ferie. Her er der altså en risiko for, at man, i ellers god tro, kan komme til at forbryde sig mod den nye lov.
Selvom brug af headset og høretelefoner nu er forbudt, betyder det ikke, at turen gennem Frankrig skal være musikløs. Trådløse systemer er fortsat tilladt, så hører man musik i bilens højtalere, er dette lovligt.
Ligeledes gælder det telefoni. Hvis man har telefonen tilknyttet bilens højtalere, for eksempel via bluetooth, så det både er håndfrit og uden headset, så må man gerne tale under kørsel.
”FDM anbefaler generelt, at man begrænser brugen af telefoni under kørsel. Ikke mindst i udlandet, hvor man ikke kender veje og omgivelser og derfor skal være ekstra opmærksom på at orientere sig. Derfor kan det være en god ide at vente med telefonsamtalen, til man har mulighed for at holde ind i siden,” siger Dennis Lange.
Læs mere om love og regler i Europa på www.fdm.dk/koer-selv-ferie