Dækrazzia godt fra start

Bilister landet over får i løbet af september tilbud om at få tjekket deres dæk, når Rådet for Større Dæksikkerhed afholder dækrazzia i samarbejde med politiet.

Godt 400 bilister omkring København fik tjekket deres dæk på efterårets første dækrazzia.
Bilist

Helhedsindtrykket var godt men dog med plads til forbedring. Sådan lyder konklusionen oven på efterårets første dækrazzia tirsdag. I forbindelse med Vestegnen Politis almindelige kontroleftersyn – et såkaldt § 77-eftersyn - ved Ishøj og Ballerup ved København, stod Rådet for Større Dæksikkerhed her klar med tilbud om at tjekke bilisternes dæk. Et tilbud mere end 400 bilister takkede ja til.

LÆS OGSÅ: har bilen det rigtige dæktryk?

”Det er nu tredje år, vi holder dækrazzia. Der var dog nogle bilister med lige lovligt lidt dækmønster eller korrekt dæktryk, ligesom enkelte aldrig havde fået skiftet fra vinter til sommerdæk, men generelt så det pænt ud,” siger teknisk rådgiver i FDM Jørgen Jørgensen, der deltog i torsdagens razzia.

Landsdækkende kampagne

Formålet med dækrazziaerne er at få et overblik over de danske bilers dæktilstand, men især at formidle budskabet om, at køretøjets dæk er en af de vigtigste sikkerhedsfaktorer.

LÆS OGSÅ: Se alle FDMs test af sommer- og vinterdæk

Udover at få gennemgået bilens dæktilstand får bilisterne udleveret informationsmateriale om god dækdisciplin, så budskabet ikke går helt i glemmebogen efter afsluttet kontrol.

Dækrazzia kampagnen vil være på plads på i alt 15 kontrolsteder i september måned, og allerede i dag onsdag kan bilister i Nordjylland få dækkene set efter, mens det torsdag er bilisterne i Sønderjyllands tur. Målet er, at mindst 2.000 bilister skal have kontrolleret deres dæk i løbet af septembers dækrazziaer.

LÆS OGSÅ: Automatisk dæktryksmåling i 2014

Bag Rådet for Større Dæksikkerhed står Rigspolitiet, FDM, Teknologisk Institut, Dækimportørforeningen, Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk samt Dæk Specialisternes Landsforening.

LÆS OGSÅ: Køb digital dæktryksmåler i FDM netbutik