Ford dækker rustskade på lille motor

Rust på kølerør ved turboladeren på Fords udbredte 1-liters Ecoboost-motor kan betyde ekstra reparationsomkostninger. Ved dialog med FDM oplyser Ford, at firmaet dækker omkostningerne for de berørte bilejere.

Bilist

Rust er de fleste bilejeres store skræk. Men for en håndfuld Ford-ejere, der har kontaktet FDM, har rusten ramt et uventet – og dyrt – sted: kølerørene til turboladeren på Fords populære 1-liters Ecoboost-turbomotor med 100/125 hk.

Rørene kan ikke skiftes alene. Turboen skal også skiftes, hvis rørene er alvorligt tærede, og det kan koste bilejeren op mod 15.000 kr.

FDM har på vegne af sine medlemmer taget sagen op med Ford Danmark, som oplyser, at man vil holde sine kunder skadesfri, hvis deres bil bliver ramt af problemet.

Ford kontrollerer løbende

1-liters motoren er en af Ford-koncernens mest solgte motorer, men rustskaderne på kølerørene er indtil videre kun set i Danmark, hvor Ford har konstateret 30 tilfælde. Der er solgt godt 23.000 biler med motoren herhjemme og over en million biler i Europa.

FDM blev kontaktet af medlemmer med dette problem i løbet af sommeren 2016, og FDMs rådgivning har siden da indsamlet erfaringer fra andre medlemmer og testcentre. Ford Danmark har samtidig igangsat en undersøgelse af sagen gennem forhandlernetværket.

LÆS OGSÅ: Se, hvordan du som medlem kan få teknisk og juridisk hjælp hos FDM

Ford har siden oktober bedt sine værksteder om at undersøge kølerørenes tilstand, når de har haft de berørte modeller til service. Her har de også påført et produkt, der skal forhindre rustdannelse på kølerørene.

Ford dækker skader

FDM og Ford Danmark har haft et møde vedrørende de medlemmer, som har haft problemer med rustne kølerør eller har stået med en stor regning for udskiftning af turboladeren. På mødet oplyste Ford Danmark, at de vil dække udgifter til reparationer som følge af gennemtærede kølerør til turboen på den givne motor.

Denne kulancedækning blev Ford-værkstederne oplyst om i midten af november og gælder også med tilbagevirkende kraft. Som udgangspunkt vil alle kunder, som har fået repareret bilen på et Ford-værksted, være dækket. Ford-ejere, som har fået repareret bilen på et frit værksted, vil blive vurderet enkeltvis med henblik på kulance fra Ford. Berørte bilejere opfordres til at kontakte nærmeste Ford-værksted.

Husk dokumentationen

FDM gør sine medlemmer opmærksom på, at de skal gemme eventuel dokumentation for, at et Ford-værksted har afvist helt eller delvist at dække udskiftning af en turbo. Hvis bilejeren efterfølgende af økonomiske årsager har valgt et andet værksted, vil Ford se på sagen og eventuelt tilbyde at være kulante. Det gælder for biler, der har overholdt service på et Ford-mærkeværksted.

Kulancen gælder for Fords modeller med 1.0-liters Ecoboost-turbomotor med henholdsvis 100 og 125 hk. De mest populære modeller med denne motor er Fiesta, Focus, Mondeo, B-Max og C-Max. Motoren kom frem i 2011, og på nuværende tidspunkt kan Ford ikke kategorisere det til enkelte årgange, derfor undersøges alle årgange p.t.

Sådan undersøger du turborørene

Her sidder turborørene. Du kan se rusten på dette billede.
Her sidder turborørene. Du kan se rusten på dette billede.
Turborørene sidder rimelig synligt i motorrummet, og du kan eventuelt selv se deres stand på din motor. Se på billedet til højre, hvor rørene sidder. Står din bil lige overfor et service, kan du vente, for Ford Danmark har bedt alle deres værksteder om at kontrollere kølerørene, når bilerne kommer forbi værkstedet.

Er du på nogen måde i tvivl om tilstanden på kølerørene til turboen på din 1-liters Ecoboost-motor med 100 eller 125 hk, kan du uden beregning få det inspiceret på dit nærmeste Ford-værksted.

Kontakt FDM

Kan du ikke få din lokale forhandler i tale, eller har du spørgsmål til fremgangsmetoden, så kontakt FDMs rådgivning. Det kan du gøre på hverdage på tlf. 70 13 30 40 mellem 9 og 16 (fredag til 15). Samt på e-mail på