Lavere befordringsgodtgørelse i 2016

Satserne for både befordringsfradrag og skattefrie befordringsgodtgørelse sænkes fra årsskiftet.

Bilist

Bedre brændstoføkonomi og lavere brændstofpriser har fået Skatterådet til at sænke satserne for både befordringsfradrag og den skattefrie befordringsgodtgørelse for næste år.

Fra 1. januar 2016 falder satserne for befordringsfradraget for kørsel mellem hjem og arbejde fra 2,05 kr. pr. km til 1,99 kr. pr. km for kørsel mellem 24 og 120 km, mens satsen for kørsel over 120 km falder fra 1,03 kr. til en rund krone pr. km.

Der er fortsat ingen fradrag for de første 24 km.

”Når satserne for 2016 falder, så skyldes det primært, at bilerne kører længere på en liter brændstof, og at benzinpriserne forventes at blive lavere i 2016, end vi forventede for 2015,” forklarer formand for Skatterådet, Hanne Søgaard Hansen, i en pressemeddelelse.

Af den fremgår det også, at satsen for pendlere i udkantskommuner, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet befordringsfradrag forbliver uændret for kørsel over 120 km.

”Det er korrekt, at brændstofpriserne er faldet. Alligevel mener FDM , at afskrivningerne på bilen er undervurderet i beregningen af befordringsfradraget. Derfor er vi stadig kritiske overfor den måde, man når frem til satserne på. Vi mener ikke, de afspejler virkeligheden,” siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen om justeringerne.

Dækker ikke omkostningerne

Også den skattefri befordringsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i egen bil får et hak nedad. Her falder satserne fra 3,70 kr. til 3,63 kr. pr. km for de første 20.000 km, mens satsen fra nytår går fra i dag 2,05 til 1,99 kr. pr. km for kørsel over 20.000 km.

Til gengæld ændres er godtgørelsen for brug af egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter ikke. Her vil satsen i 2016 fortsat være 0,52 øre pr. km, oplyser Skatterådet.

Se de nye satser her (eksternt link)