Årstidens farver og kortere dage afslører, at vi har bevæget os ind i årets fjerde kvartal, og 2014 er rykket nærmere. Det betyder som altid ekstra travlhed hos Euro NCAP, hvor mange producenter skal have crashtestet deres seneste modeller, inden det fælleseuropæiske testsamarbejde fra årsskiftet skærper kravene til bilers sikkerhed.
Fjerde kvartals første pulje af biler, der har mødt muren hos Euro NCAP tæller dog kun fire biler, hvoraf Jeep Cherokee, der klarer testen til fem stjerner, ikke kommer på det danske marked og dermed er uinteressant.
LÆS OGSÅ: Alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP-test
Passer godt til det danske marked
Anderledes forholder det sig med de tre øvrige, der ikke bare får de maksimale fem stjerner hver. Nok så interessant repræsenterer Peugeot 2008 og Suzukis helt nye SX4 S-Cross en ny type familiebil som alternativ til de populære MPV’er. Her er der lagt vægt på brugsværdi og køreglæde. Samtidig sidder man højt, så bilerne ikke bare giver et godt overblik, men også er nemme at komme ind og ud af. Tilmed er prisen til at betale, og dermed passer de lige ind på det danske marked.
Højt niveau af passiv sikkerhedsudstyr
”Ikke mindst den nye Suzuki SX4 S-Cross slipper godt fra crashtesten med et endog meget flot resultat. Sikkerhedsmæssigt kommer både den og Peugeot 2008 med et højt niveau af passivt sikkerhedsudstyr, mens den aktive sikkerhed ikke har helt samme høje niveau. Eksempelvis har ingen af de to biler automatisk nødbremsesystem, som fra årsskiftet bliver en del af testen, og det er deres held, at de er testet inden da,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet, Søren W. Rasmussen.
Det er dog kun Suzuki SX4 S-Cross, der har mødt muren. Da Peugeot 2008 er stort set identisk med mærkets 208-model, har Euro NCAP overført de fem stjerner, denne fik sidste år. Da kravene til fodgænger- og børnesikkerhed fra årsskiftet blev skærpet, er der dog taget højde for det i beregningen.
Fem stjerner til Mercedes
Også Mercedes CLA klarer mødet med testmuren med bravur og får - helt som forventet - fem stjerner.
”Mercedes CLA er en sporty firedørs sedan, som er bygget på samme platform som Mercedes A-klasse, der blev testet til fem stjerner sidste år. De to biler er derfor langt hen ad vejen identiske. Blandt andet en motorhjelm, som løfter sig ved påkørsel af en fodgænger, giver dog den nye CLA en bedre fodgængersikkerhed,” siger Søren W. Rasmussen.
SE VIDEO: Sikkerhedssystemer styrer uden om Danmark
Det mener FDM om bilerne:
Mercedes CLA - fem stjerner
CLA er en sportssedan, der er bygget over den mere almindelige A-klasse. Der er foretaget en separat test af bilen, og bilen opnår de maksimale fem stjerner. Resultatet er grundlæggende meget flot, men CLA har ikke fået topkarakter i kategorien børnesikkerhed, da Mercedes har valgt et system, hvor man ved brug af Mercedes’ egne autostole sikrer, at airbaggen automatisk kobles fra. Problemet er, at det ikke er tydeliggjort, at dette system ikke virker, hvis man anvender andre autostole end Mercedes’ egne. Det er en fejl, Mercedes nu lover at udbedre.
FDM mener: Mercedes-Benz fortsætter sin tradition for at bygge sikre biler. Problemet med, at man skal anvende Mercedes’ egne autostole, virker dog ikke gennemtænkt og bør ændres.
Peugeot 2008 - fem stjerner
Bilen opnår de maksimale fem stjerner. Resultatet er ikke baseret på en egentlig test af bilen, idet Euro NCAP har vurderet, at Peugeot 2008 grundlæggende har samme sikkerhedsmæssige opbygning som Peugeot 208, hvorfor de fleste dele af resultatet herfra er overført til 2008. Peugeot 208-testen er fra 2012, og i mellemtiden er der kommet nye og mere krævende regler med hensyn til fodgængersikkerhed og børnesikkerhed i bilen. Der er derfor etableret separate resultater på disse områder.
FDM mener: Peugeot 2008 opnår de maksimale fem stjerner, hvilket er godt. Sidekollisionsbeskyttelsen er ikke imponerende, men samlet set er bilens sikkerhed på et meget tilfredsstillende niveau.
Suzuki SX4 S-Cross - fem stjerner
Den høje Suzuki opnår et overraskende flot resultat og kører topkarakteren på fem stjerner ind med en stor margin. Der er stort set ingen svage sider ved bilen, og det er meget opmuntrende at se, at selv relativt billige biler kan præstere et så flot resultat.
FDM mener: Suzuki SX4 S-Cross viser, at det japanske bilmærke nu formår at bygge en høj sikkerhed ind i nye biler. Det er lovende for fremtiden.