”Er du hurtig, kan du komme fra København til Odense i dag på Budgets regning. Vi skal have kørt en stationcar den direkte vej fra Kastrup Lufthavn til vores station på Rugårdsvej i Odense (maks. 200 km). Den skal afleveres senest i morgen kl. 07.30.”
Det er blot én blandt mange opslag på Budget Biludlejnings danske Facebook-side, hvor de hurtige gratis kan transportere en af firmaets biler mellem kontorer både herhjemme og i udlandet.
Der er gennemsnitligt to-tre biler om ugen i spil, men det afhænger af sæsonen.
LÆS MERE: Budgets danske Facebookside (eksternt link)
Sviptur til Rom
Biludlejningsfirmaerne Budget og Avis, der har samme ejer, introducerede tilbuddet som et forsøg i efteråret, og siden har interessen været overvældende.
- Det har været overraskende let at få bilerne transporteret, og næsten 4.000 personer har meldt sig til vores Facebookside. Det er både studerende og efterlønnere eller andre, der har nogle feriedage tilbage, forklarer Kasper Gjedsted, administrerende direktør for Budget og Avis Biludlejning i Danmark.
En BMW, der f.eks. skal fra Rom til Danmark, er hurtigere at få afsat for firmaet, end det er at få en varevogn hjem fra en svensk by.
- Hvis vi skal have en bil hjem fra Rom, så giver vi folk en flybillet derned og betaler brændstoffet og eventuel broafgift til hjemturen. Man skal køre lige hjem, og der er en tidsfrist, så man kan ikke lige holde 14 dages ferie, inden man kører til Danmark. Men man kan godt have en overnatning på vej, som man betaler selv, forklarer Kasper Gjedsted.
Gratis mellem Danmark og Sverige
Biludlejningsfirmaet Hertz har også en lignende ordning, hvor man transporterer udlejningsbiler fra ét udlejningssted til et andet. Men det gælder kun i Danmark og Sverige.
Her skal man registrere sig på en hjemmeside, og du kan vælge tre byer hvor, du helst vil køre mellem. Du kan vælge, om du vil informeres via email eller SMS, når der er ledige biler i de byer, du har valgt i din profil.
Hos Hertz er den første brændstoftank gratis, men derefter betaler du selv, og du skal også selv betale eventuelle broafgifter.
LÆS MERE: Hertz Freerider (eksternt link)
Husk lejekontrakt
Biludlejningsfirmaet Europcar har tidligere haft lignende tilbud, men har droppet dem igen.
FDM opfordrer til, at man altid får en lejekontrakt, så der er styr på aftalegrundlaget. Desuden bør man også undersøge bilen for buler og ridser og evt. fotografere den, inden man begiver sig på vej.