Der findes tyveriforebyggende udstyr i mange prisklasser, og måske behøver du ikke at vælge det dyreste. Pointen med udstyret er ifølge teknisk konsulent i FDM Jan Olsen først og fremmest at gøre det så besværligt som muligt for en potentiel tyv at komme til. Kombinér eventuelt flere former for sikring, råder han.
Sæt lås på koblingen
En koblingslås eller en kuglelås er nok den mest effektive form for tyverisikring. Den blokerer koblingen på vognen, og det forhindrer, at tyven kan komme til at sætte vognen på krogen. Der findes flere varianter. Spørg din campingforhandler.
Brug en hjullås
En hjullås er en anden effektiv tyverisikring. Her spænder du en stor lås på et af hjulene, og den forhindrer hjulet i at dreje rundt.
Montér GPS-overvågning
En mere avanceret sikring er en elektronisk alarm med GPS-overvågning og tracking. Den hindrer dog ikke i sig selv en tyv i at trække afsted med din campingvogn. GPS?en giver besked om indbrud, overvågning og mulighed for at spore vognen, hvis den bliver stjålet.
Lås vognen fast
Hvis det er muligt, så lås den gerne fast til noget ikke-flytbart med en solid kædelås.
Se video, sådan sikrer du din campingvogn:
Parkér omvendt
Parkér campingvognen med ?ryggen?? til vejen eller indkørslen, selvom det måske er lidt mere bøvlet. Når koblingen vender ind mod indkørslen eller parkeringspladsen, er vognen ikke lige til at komme til at hægte på for langfingrede forbipasserende.
Klods den op
Står din vogn et sted i længere tid, så sæt den på klodser. Det er igen med til at gøre det mere besværligt for tyven.
Få indgraveret stelnummeret i ruderne
Stelnummeret er nemt at fjerne, men ikke når det er graveret ind i kanten af ruderne på din campingvogn. Det gør det nemmere at identificere vognen, og det kan være med til at få tyven til at vælge en anden.
Tegn en kaskoforsikring
Den forebygger ikke, men har du ikke en, får du ingen erstatning, i fald vognen skulle blive stjålet. Noget tyder ifølge Forsikringsoplysningen på, at mange campingvognsejere ikke har kaskoforsikring på vognen.