Rabat på feriens billeje

Skal du leje bil i ferien, er der ekstra god rabat at hente for FDMs medlemmer. Læs mere om ny aftale med Avis og få også gode råd om at hente og aflevere bilen.

Bilist

En ny rabataftale med Avis giver ekstra god rabat til FDMs medlemmer. Fremover kan FDM medlemmer opnå 10 pct. rabat på billeje i hele verden.

Der kan være enkelte periodeudsving og særlige kampagner, hvor der kan være billigere alternativer, men samlet set er der tale om en god prisaftale. 

FIND HER: Rabataftale med Avis igennem FDM Travel

Har du brug for en lejebil på sommerens ferie er der et par gode råd, når du skal hente og aflevere bilen:

Når du skal booke bilen

FDM anbefaler, at du bruger de større udlejningsbureauer. Det er ofte de små udlejningsbureauer, som FDMs medlemmer henvender sig om efter endt ferie. 

  • Sammenlign priser. Der er periodeudsving og særlige kampagner, der kan give prisforskelle 
  • Undersøg forsikringen og selvrisikoen på bilen inden du lejer. Er du godt nok dækket ind, og hvor høj er selvrisikoen? Er du ikke tilfreds med forsikringsforholdene så undersøg en anden udbyder
  • Har bilen frie kilometer eller skal du betale for de kørte kilometer?
  • Skal du bruge autostol, så undersøg både pris og type af udstyr der tilbydes. Priserne varierer meget. Sommetider kan det bedre betale sig, at tage egen autostol med, hvis det kan lade sig gøre
  • Der kan være krav til alderen på føreren

Når du henter bilen

  • Læs kontrakten igennem før du skriver under
  • Bliver du tilbudt ekstraforsikring på stedet, så overvej om du allerede er dækket af fx din rejseforsikring
  • Tjek bilen og dokumenter eksisterende skader
  • Får du en mindre bil end aftalt, så sørg for at få en prisreduktion
  • Bliver du opgraderet til en større bil, fordi bureauet ikke kan levere den rigtige bil, skal du ikke betale ekstra 

Når du returnerer bilen

  • Tjek om bilen skal afleveres med fuld tank 
  • Gennemgå bilen med udlejer og få en kvittering på, at den er i orden. Er der ikke en til at modtage bilen, så tag billeder af bilen som dokumentation

LÆS MERE: Gode råd om billeje

Opdateret 19. marts 2018 - samme Avis rabat nu i hele verden