Bilforhandleren skal oplyse den fulde pris

Fremover skal bilforhandlere oplyse bilens pris inklusive leveringsomkostninger. Sælger de brugte biler, skal bilens produktionsår som udgangspunkt også fremgå tydeligt.

Bilforhandleren skal oplyse den fulde pris på køretøjet
Bilist

FDM har i mange år kæmpet politisk for, at du som køber skal have oplyst en samlet pris, når du ser på bil. Det skal være helt tydeligt for dig som køber, hvad den reelle pris er.

Leveringsomkostningerne er efter vores opfattelse en del af den samlede pris. Derfor har vi de sidste 15 år konsekvent også oplyst priser på nye biler inkl. leveringsomkostninger i Motor. Det samme gælder på vores bilkøbsside: FDM biler.dk

Ingen skjulte gebyrer

Fra 1. april 2018 er det et krav, at det er den samlede salgspris, som skal oplyses i annoncer til forbrugerne. Kravet gælder for de fleste typer køretøjer, det vil sige personbiler, autocampere, varebiler (op til 2.000 kg totalvægt), motorcykler, scootere mv.

Det er helt grundlæggende for forbrugere, at de får oplyst den samlede pris på det produkt, de overvejer at købe.

”Det er helt grundlæggende for forbrugere, at de får oplyst den samlede pris på det produkt, de overvejer at købe. Helt på samme måde som priser jo skal oplyses inklusiv moms og andre afgifter og gebyrer over for forbrugere."

"Derfor er vi meget tilfredse med, at det endelig bliver et krav, at den samlede pris oplyses for køretøjer.” siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning, Lennart Fogh.

Se også: Når du køber bil ved en forhandler

Produktionsåret er vigtigt

Fra 1. januar 2018 skal sælgeren også oplyse produktionsåret, når han sælger brugte motorkøretøjer. Det gælder, hvis han kender eller burde kende produktionsåret.

Det er altså ikke nok, at sælgeren kun oplyser, hvornår et køretøj er indregistreret første gang. Det er væsentligt for dig som køber, at du kender bilens reelle alder, da bilmodeller løbende ændres.

”Gennem årene har FDM haft mange sager for vores medlemmer, hvor det viser sig, at den brugte bil er produceret længe inden, man ellers skulle forvente ud fra den oplyste første indregistreringsdato,” siger Lennart Fogh og fortsætter:  

"Som med alle andre produkter kan det ske, at en ny bil kommer til at stå længe, nogle gange flere år, inden den bliver solgt. Hvis du kun fokuserer på første registreringsdato, kan du risikere at købe en ældre model, uden du er klar over det."

Læs mere: Køb brugt bil hos forhandler

Du skal have den bil, du forventer

"Det kan have betydning for alt lige fra motor, brændstofforbrug og sikkerhedsudstyr. Ligesom biler jo f.eks. ikke venter med at ruste, til de får første nummerplader på. Reglen er derfor med til at sikre, at bilkøberen får den bil, vedkommende forventer.”

Hvis du kun fokuserer på første registreringsdato, kan du risikere at købe en ældre model, uden du er klar over det.

”Vi har ventet længe på denne ændring, som udspringer af to principielle højesteretssager, som FDM førte i 2012. Her var Højesteret enige med os i, at brugtbilforhandleren skal oplyse bilens produktionsår, hvis forhandleren kender det, eller oplysningerne har været umiddelbart tilgængelige, når produktionsåret adskiller sig mere end et år fra året for første registrering. Dengang som nu mener vi, det er vigtigt, at kunden får de reelle oplysninger til at kunne bedømme både bilen og prisen", siger Lennart Fogh. 

FDM holder øje med udviklingen

I dag har digitaliseringen og internettet gjort det langt lettere for bilforhandlere at finde bilernes produktionsår.

"Vi forventer, at det kun bliver endnu lettere i årene fremover. Derfor vil FDM også holde øje med, at brugtbilforhandlerne faktisk også lever op til at give den vigtige viden til forbrugeren", siger Lennart Fogh. 

Find din nye bil på FDM biler.dk