Er vejen saltet og ryddet for sne? Skal jeg planlægge at køre en omvej? Det er blevet nemmere at få overblik over på Vejdirektoratets vintertrafikkort.
En ny funktion er, at man kan se, i hvilke perioder der saltes, gruses og ryddes sne på en meget stor del af de 74.000 km danske veje.
Ikke samtlige kommuner er med, men senest er Norddjurs Kommune kommet på, og Jammerbugt Kommune er på vej.
En ny funktion er, at man kan se, i hvilke perioder der saltes, gruses og ryddes sne.
Fra døgnservice til undtagelsesvis

Vejene er inddelt i fire klasser, når det gælder vinterservice. Det spænder fra ’døgnservice’, over ’kl. 5-18’ og ’dagtimer hverdage’ til ’kun undtagelsesvis’.
Kortet findes på trafikken.dk, hvor man skal sætte kryds i ”serviceniveau”.
Følg situationen her og nu
På kortet kan man også – måske mere relevant - se helt aktuelt, hvornår sneploven har været forbi. Ved at sætte kryds i ’Snerydning og saltning’ viser kortet, hvor længe siden det er, at vintertjenesten har været forbi. Det svarer til den funktion, mange skiområder tilbyder: Hvornår er skiløjperne blevet præpareret.