Hvid er stadig det nye sort, når det kommer til farven på de europæiske biler.
Knapt hver tredje bil (29 %) af alle nye biler i Europa blev sidste år solgt i farven hvid. Det viser den store årlige farveanalyse – European Color Report For Automotive 2017 - fra tyske BASF, der er en af de største producenter og udviklere af autolak.
Til gengæld synes grå at blive en stadig en populær farve blandt bilkøberne. Ifølge rapporten fra BASF skyldes det ikke mindst de 100 forskellige nuancer der findes af grå til biler.

Sølv er falmet
Anderledes forholder det sig med den tidligere så populære farve sølv, der synes at være falmet i bilkøbernes øjne. ’Kun’ 11 % af de nye biler var sidste år sølvfarvede.
Sådan fordeler farverne sig:
- Hvid 29 %
- Sort 19 %
- Grå 19 %
- Sølv 11 %
- Blå 10 %
- Rød 5 %
- Brun 4 %
- Grøn 1 %
- Orange 1 %
- Gul 1 %
Rapporten fortæller ikke noget om, hvorvidt der er geografisk forskel på farverne. I Sydeuropa er hvid dog en populær farve, da det kan være med til at forhindre, at bilen ikke bliver alt for varm i solen.

Til gengæld kan man se, hvordan farverne fordeler sig på de enkelte bilklasser. Det er nemlig ikke alle klasser, der er lige farveløse.
Små biler mest kulørte
Som tidligere år er der mere kulør på de små biler end de store. Blandt mikro- og minibilerne var 10 % blå, 8 % røde og 5 % brunlige, mens 15 % var sorte.
Til gengæld var sort den mest populære farve i klassen for luksusbiler (34 %) og blandt livsstilsbiler og convertibles (28 %).
Også blandt de populære SUV’er og crossovers er der lidt flere farver på paletten. Også her fylder de brunlige farver (5 %) noget.
Køb farven du bedst kan lide
”BASFs farve-rapport er sjov at dykke ned i og bekræfter os i, at jo større bilerne er, jo mere konservativt er valget af farve. Nogen vil ligefrem sige kedeligt. Omvendt er farvevalget, som vi tidligere har set det, mere modigt blandt SUV-køberne. Som udgangspunkt skal man købe bil i den farve, man synes bedst om, så bliver man gladest for den i længden,” siger biljournalist på Motor, Karsten M. Lemche, og tilføjer:

”Farven kan dog betyde noget i forhold til gensalgsværdien. Derfor kan det især på de større og dyre biler være en idé at holde sig til de mere sikre farver. Anderledes forholder det sig, hvis man leaser bilen og kun skal have den et par år. Så kan man bedre tillade sig at slå sig løs med farverne.”